Mette Frederiksen er landet i Grønland

2. APR 2025 • 17:25ERHVERV/POLITIK

Grønlands afgående regeringsleder, Múte B. Egede, tog imod Mette Frederiksen og husbond ved flyet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er landet i lufthavnen i Nuuk i Grønland.

Det skete omkring klokken 17 dansk tid.

Hun skal være i Grønland onsdag til fredag.

Det er første gang, at Mette Frederiksen besøger Grønland efter valget til det grønlandske parlament i sidste måned.

Mette Frederiksens besøg finder sted, kort tid efter, at der er indgået aftale om en ny regering. Den nye regering er dog ikke officielt vedtaget af parlamentet endnu.

Derfor var det Grønlands afgående regeringsleder, Múte B. Egede (IA), som tog imod Mette Frederiksen og hendes mand, Bo Tengberg, ved flyet. Senere mødes hun med den nyvalgte regeringschef, Jens-Frederik Nielsen (Demokraatit).

Det er også første gang, at hun besøger Grønland, efter at USA's præsident, Donald Trump, har intensiveret retorikken i forhold til at ville overtage Grønland.

At Mette Frederiksen kommer til Grønland, inden det ny parlament officielt har været samlet og godkendt den nye regering, er faldet flere partier i Grønland for brystet.

Vivian Motzfeldt (Siumut), der efter planen igen skal være minister for udenrigsanliggender, meldte mandag en hård kritik af Mette Frederiksen ud.

Hun mener ikke, at det er "passende", at den danske statsminister besøger Grønland.

- En statsleder kommer på besøg for at mødes med sin ligepart, og der er ikke en officiel ny regering endnu.

- Det bliver først officielt, når parlamentet samles og godkender det. Det er vi ikke nået til endnu, sagde Vivian Motzfeldt til Ritzau.

I Vivian Motzfeldts optik er det et skævt signal, at man er kritisk over for besøg fra USA's regering, men at man ikke har samme skepsis over for den danske. Hun henviser til, at USA's vicepræsident, J.D. Vance, i sidste uge besøgte Grønland, hvilket skabte en masse virak.

Jens-Frederik Nielsen skrev dog hurtigt på Facebook efter Motzfeldts melding, at han så frem til Mette Frederiksens besøg.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT