Regeringen oplever fremgang siden Trumps indsættelse

7. APR 2025 • 10:19ERHVERV/POLITIK

Det er fortsat ikke i nærheden af valgresultatet, men efter et lavpunkt i januar er det gået fremad for SVM.

Det går øjensynligt lidt fremad for SVM-regeringen, og fremgangen har fundet sted, efter at Donald Trump blev indsat som USA's præsident 20. januar.

Opbakningen til SVM-regeringen nåede netop 20. januar sit hidtil laveste punkt i meningsmålingerne, som analyseinstituttet Voxmeter foretager for Ritzau. Dengang lå de tre regeringspartier - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - til 31,8 procent af stemmerne, hvis der var valg.

I den seneste Voxmeter-måling står regeringen til 37,2 procent, og det har den seneste tid ligget i det leje.

Der er en statistisk usikkerhed på 3,0 procentpoint for regeringen, og der er fortsat langt op til valgresultatet i 2022. Her fik de tre partier tilsammen 50,1 procent af stemmerne.

Efter at Trump er blevet amerikansk præsident igen, har han skruet gevaldigt op for sin interesse for Grønland.

Trump ser gerne, at USA overtager Grønland, som er en del af rigsfællesskabet, og efter en lidt tøvende tilgang har regeringen på det seneste været mere kritiske over for Trump og amerikanerne.

I sidste uge var statsminister Mette Frederiksen (S) i Grønland. Her gjorde hun det klart, at USA ikke bare kan annektere et andet land.

Det største ryk blandt regeringspartierne i den seneste måling tager Moderaterne. Partiet står til 4,3 procent af stemmerne. For en uge siden stod partiet anført af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til 3,2 procent.

Moderaterne fik 9,3 procent af stemmerne ved 2022-valget, og partiet har oplevet en del modgang i valgperioden. Eksempelvis er Moderaternes folketingsgruppe skrumpet. Partiet er gået fra 16 til 12 mandater.

Partiet oplever også medlemstilbagegang, og ved Moderaternes årsmøde for to uger siden ville partisekretær Britt Bager ikke oplyse det aktuelle medlemstal. Heller ikke efterfølgende trods flere henvendelser.

Den seneste måling er baseret på en kombination af telefoninterview og webinterview med 1016 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden 31. marts til 6. april.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT