Mette F.: Diplomatisk spor med USA er ved at blive afklaret
Danmark er "i gang med at sætte gang" i et "diplomatisk, politisk spor" med USA om Grønland.
Situationen omkring Grønland kører lige nu i to spor.Et Nato-spor, der handler om øget tilstedeværelse i Arktis, og så et "diplomatisk, politisk spor" om "forsvars- og sikkerhedssamarbejde" mellem Danmark, Grønland og USA.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag efter et besøg hos Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.
- Der er igangsat et arbejde med den amerikanske administration, og vi er i gang med at afklare i de her uger, hvordan det arbejde præcis skal foregå, siger Mette Frederiksen til DR og TV 2.
Onsdag i sidste uge var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Washington D.C. med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, hvor en "arbejdsgruppe på højt niveau" blev nedsat med USA.
Siden er det gået stærkt i konflikten om Grønland, og onsdag kunne USA's præsident Donald Trump berette, at der efter et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, var blevet udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.
Mødet blev afholdt i Davos under World Economic Forum, hvor Danmark ikke har sendt regeringsrepræsentanter afsted.
Det er fortsat sparsomt med detaljer om aftalen mellem Trump og Rutte.
Mette Frederiksen slår fast, at Nato "ikke har mandat til at forhandle på vegne af Danmark og Grønland om vores forhold".
Og det har der heller ikke været en forhandling om på mødet mellem Nato-generalsekretær Mark Rutte og USA's præsident, Donald Trump, onsdag aften i Davos, lyder det fra statsministeren.
- Som jeg forstår det, har man mellem Nato og den amerikanske præsident talt om øget Nato-engagement i det høje nord og i det arktiske område. Det er vi glade for. Det er noget, vi har bedt om fra dansk side.
- Og så har man talt sammen og er blevet enige om, at nu skal det diplomatiske, politiske arbejde, som vi er i gang med at sætte i gang sammen med amerikanerne, fortsætte, siger Mette Frederiksen.
Mark Rutte har tidligere torsdag ifølge Reuters bekræftet, at forhandlinger USA, Danmark og Grønland vil fortsætte.
Generalsekretæren har også slået fast, at spørgsmålet om ejerskab af Grønland ikke blev "bragt på banen" i samtalen med Trump onsdag aften.
/ritzau/
