Franske soldater indtager russisk tankskib i Middelhavet

22. JAN 2026 • 17:40UDLAND

Mens Zelenskyj har kritiseret, at russiske skibe sejler i Europa, er et skib blevet bordet i Middelhavet.

Frankrigs flåde har torsdag bordet et tankskib fra Rusland i Middelhavet.

Det skriver den franske præsident, Emmanuel Macron, på det sociale medie X.

Han tilføjer, at flere af Frankrigs allierede medvirkede til aktionen.

- I morges bordede den franske flåde et olietankskib fra Rusland, som er underlagt internationale sanktioner og mistænkt for at sejle under falsk flag.

- Operationen blev gennemført på åbent hav i Middelhavet med støtte fra flere af vores allierede, skriver Macron.

Han tilføjer, at de franske myndigheder har indledt en efterforskning af skibet, som mistænkes for at være en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde.

Skyggeflåden består af ældre tank- og fragtskibe, der af FN's søfartsorganisation beskrives som skibe med utilstrækkelige forsikringsaftaler, der omgår sanktioner og undgår kontroller.

Udmeldingen kommer, samtidig med at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag eftermiddag har kritiseret, at russiske tankskibe sejler i europæiske farvande uden at blive stoppet.

Det gjorde han under en tale på World Economic Forums topmøde i Davos i Schweiz. Her påpegede han, at USA har tilbageholdt en række skibe, der mistænkes for at indgå i den russiske skyggeflåde.

- Hvorfor kan præsident Trump stoppe tankskibe fra skyggeflåden og tilbageholde olie, når Europa ikke kan, spurgte Zelenskyj.

Efterfølgende - efter Macrons opslag på X - har Zelenskyj rost Frankrig for indsatsen på Middelhavet.

- Det er præcis den beslutsomhed, der er nødvendig for at sikre, at russisk olie ikke længere finansierer Ruslands krig. Russiske tankskibe, der opererer nær Europas kyster, skal standses, skriver Zelenskyj på X.

Retteligt er flere skibe, der mistænkes for at være en del af Ruslands skyggeflåde, blevet stoppet i Europa de seneste år. De er blandt andet blevet stoppet og ransaget af de svenske og finske myndigheder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT