Medvind i Norge og Holland løfter Netcompanys omsætning

31. OKT 2024 • 09:25ERHVERV/POLITIK

Netcompanys overskud er vokset mere end 70 procent i tredje kvartal. Det landede på 139,1 million kroner.

I en periode havde it-selskabet Netcompany det svært på hjemmemarkedet i Danmark, men både her og i udlandet har det haft vind i sejlene i tredje kvartal.

Det danske selskab omsatte i kvartalet for 1,6 milliarder kroner, hvilket er 10,4 procent mere end i den tilsvarende periode sidste år.

Det viser kvartalsregnskabet torsdag morgen.

Overskuddet efter skat er i samme periode vokset fra 80 millioner kroner til 139,1 million kroner. Det svarer til en vækst på over 70 procent.

Netcompany leverer it-løsninger til både offentlige og private institutioner og virksomheder.

I Danmark står selskabet blandt andet bag skolenetværket Aula samt Mit.dk og Sundhed.dk.

Mens væksten i Danmark har været til at mærke i tredje kvartal, går det hurtigst med at vokse i Norge og Holland, hvor det også understøtter it-infrastruktur.

- Det glæder mig virkelig at se, at så mange dygtige it-professionelle vælger at arbejde med Netcompany, og at de sammen med vores kunder udvikler, implementerer og driver kritisk it-infrastruktur i hele Europa, siger selskabets administrerende direktør, André Rogaczewski.

I tredje kvartal blev omsætningen løftet med 25 procent i Norge, mens væksten hed knap 30 procent i Holland.

Også selskabet Intrasoft, som Netcompany overtog i 2021, bidrager pænt til væksten med en omsætning, der var 10,2 procent højere.

I forbindelse med regnskabet har det danske selskab annonceret, at det vil igangsætte et nyt aktietilbagekøbsprogram på 250 millioner kroner.

Aktietilbagekøb er en måde for en virksomhed at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte.

Det fungerer ved, at virksomheden køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.

Det skulle alt andet lige få selskabets aktiekurs til at stige.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT