Ministerium aflyser pressemøde og udskyder aftale om veteraner

31. OKT 2024 • 11:13ERHVERV/POLITIK

Partier savner tid til at drøfte uafklarede spørgsmål, og DF kritiserer, at udkast kom klokken 22 aftenen før.

Torsdag eftermiddag skulle forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og en række forsvarsordførere have præsenteret en veteranaftale, men det udskydes.

Det meddeler ministeriet, som tilføjer, at det sker på "ønske fra medlemmer af forligskredsen".

Ministeriet havde indkaldt til pressemøde klokken 13.15 torsdag i Forsvarsministeriet.

- Forsvarsministeren har valgt at imødekomme et ønske fra medlemmer af forligskredsen om et ekstra forhandlingsmøde. Derfor vil der ikke være pressemøde i dag i Forsvarsministeriet, som ellers varslet.

Forhandlingerne fortsætter i ministeriet torsdag. Der er indkaldt til møde for ordførerne klokken 12.30.

Årsagen til udskydelsen er ifølge Ritzaus oplysninger, at flere partier i forligskredsen føler, at det er gået for stærkt.

Dansk Folkepartis veteranordfører, Majbritt Birkholm, kritiserer, at partiet først fik et udkast til aftalen, der skulle slutforhandles og kort efter præsenteres, klokken 22 onsdag aften.

- Jeg når først at se det her til morgen, og jeg har fire timer i bil til København, siger hun.

Ordføreren mener, at forløbet er en "smule sjusket", og det er ikke grundigt og ordentligt, når man kun har haft et enkelt forhandlingsmøde inden det sidste møde med planlagt præsentation efterfølgende.

DF går efter en aftale, hvor blå veteraner - en samlebetegnelse for politibetjente, fængselsbetjente, ambulanceførere og brandfolk - bliver omfattet af en såkaldt formodningsregel.

Det vil sige, at de vil slippe for omvendt bevisførelse for at få anerkendt PTSD - posttraumatisk stress.

Også Danmarksdemokraterne har ønsket at udskyde aftalen for at få mere tid til at forhandle.

- Vi har stadig uafklarede spørgsmål, skriver Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech, i en besked.

Derfor er partiet ikke klar til at slå søm i aftalen.

Danmarksdemokraterne har før forhandlinger sagt, at partiet kræver 100 millioner kroner afsat til blandt andet yderligere veteranhjem.

Partiet vil specifikt have afsat 20 millioner kroner til Fonden Danske Veteranhjem.

Der er i forvejen veteranhjem i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Fredericia, og et sjette veteranhjem er ved at blive oprettet i Slagelse.

Liberal Alliance har haft fokus på, at "børn og unge af traumatiserede soldater skal have den nødvendige støtte".

Forsvarsordfører Carsten Bach (LA) og sundhedsordfører Louise Brown (LA) har i et indlæg i Avisen Danmark skrevet, at de vil sikre "støtte i form af målrettede gratis akuttilbud med specialuddannet fagpersonale og individuel psykologhjælp".

Den første politik for veteraner blev vedtaget i 2010. Det var året efter, at Danmark fik en flagdag - 5. september - for de udsendte.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT