Nakskov Havn får tilladelse til at udvide afgørende sejlrende

31. OKT 2024 • 03:11ERHVERV/POLITIK

Udvidelse af sejlrenden i Nakskov Fjord gør, at større skibe kan komme til og fra Vestas fabrik i Nakskov.

Nakskov Havn har fået tilladelse til at udvide sejlrenden i Nakskov Fjord på Lolland, så større skibe fremover kan bruge ruten til havnen.

Det skriver Folketidende.dk.

Jørgen Buhl, havnechef for Nakskov Havn, siger, at man ikke kan "overdrive, hvor vigtigt det her er".

- Det er en fuldstændig fundamental forudsætning for vores fremtidige havnedrift med de operationer, vi har i Nakskov. Man kan simpelthen ikke overdrive, hvor vigtigt det her er, siger han.

Nakskov, som ligger på den vestlige del af Lolland, huser blandt andet en Vestas-fabrik, som producerer vingerne til selskabets havvindmøller.

Det er nødvendigt at udvide sejlrenden, hvis havnen i Nakskov skal kunne modtage skibe, der er store nok til at fragte de største af vindmølledelene, som produceres på fabrikken.

Ifølge Folketidende.dk har havnen kæmpet for at få tilladelse til at udvide sejlrenden i seks år.

Jørgen Buhl oplyser ikke umiddelbart, hvornår arbejdet forventes at være færdigt, men siger, at man håber på at kunne få lavet en stor del af arbejdet i dette vinterhalvår.

Tilladelsen til udvidelsen er sket ved, at havnen har fået tilladelse af Miljøstyrelsen til at klappe havbunden. Det betyder, at man flytter overskydende materiale som sand, grus eller mudder fra havbunden til en ny placering i havet.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det er "gode nyheder for Lolland og Nakskov Havn," at tilladelsen nu er kommet.

- Projektet er godt for klimaet og den grønne omstilling, og det er vigtigt for den danske vindmølleindustri, som er helt afhængig af de danske havne, når de skal udskibe vindmøller til udlandet, skriver Heunicke.

Ifølge TV 2 Øst oplyste Vestas tidligere på året, at man ville opskalere produktionen på fabrikken i Nakskov og udvide med omkring 100 ansatte. Fabrikken havde på daværende tidspunkt cirka 460 ansatte.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT