Løkke: Staten har betalt den rigtige pris for Københavns Lufthavn

4. DEC 2024 • 15:10ERHVERV/POLITIK

Staten gør det rigtige ved at gribe muligheden for tilbagekøbe 60 procent af aktierne i lufthavn, siger Løkke.

Omkring 32 milliarder kroner.

Så meget ventes det at koste staten at tilbagekøbe knap 60 procent af aktierne i Københavns Lufthavne efter årtiers frasalg.

Beløbet er rimeligt, mener udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen.

- Spørgsmålet skal retteligt stilles til finansministeren, som er den, der varetager statens ejerskaber. Men vi har betalt den pris, der var den rigtige, siger Lars Løkke Rasmussen.

Går salget igennem, så kommer den danske stat fremover til at eje cirka 98 procent af aktierne i Københavns Lufthavne, har Finansministeriet oplyst.

Københavns Lufthavne driver primært Roskilde Lufthavn samt lufthavnen i Kastrup, som er central for den danske infrastruktur og bidrager væsentligt til Danmarks og hele Nordens internationale tilgængelighed.

- Når der opstår en mulighed, så skal man gribe den. Den mulighed opstod, fordi en af ejerne af Københavns Lufthavn, den canadiske pensionsfond, gerne ville ud af investeringen.

- Det muliggjorde, at vi kunne lave en løsning, hvor staten nu kommer ind. Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Det er et stykke kritisk infrastruktur, som har enorm betydning for Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han er "optimistisk", set i lyset af at SAS i de kommende år forventes at bruge Københavns Lufthavn endnu mere.

Staten reddede i 2023 SAS ved at øge sin ejerandel i luftfartsselskabet, som er en af de primære aktører i Kastrup.

- Når vi samtidig får fuldt, dansk ejerskab til Københavns Lufthavn, så har vi alle mulige gode forudsætninger for at bygge videre på den kæmpe gave, det er, at vi har et hub i Skandinavien, der ligger i København, siger Løkke.

Aftalen er betinget af en endelig godkendelse af konkurrencemyndighederne.

Det er regeringen, SF, De Konservative og De Radikale, der står bag aftalen, som efter flere årtiers frasalg betyder, at staten nu bliver hovedaktionær igen for første gang i 24 år.

Finansministeriet har indgået en betinget købsaftale med pensionsselskabet ATP om køb af 59,4 procent af aktierne. Staten ejer i forvejen 39,2 procent af aktierne i selskabet, som har over 17.000 ansatte.

Det er dog ikke planen, at staten i fremtiden skal eje næsten hele selskabet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Finansministeriet, at staten "skal arbejde for over tid" at nedbringe statens ejerandel til 50,1 procent.

Det kan ske gennem et eller flere frasalg. Det er en del af den politiske aftale, hvor De Konservative står uden for denne del. Partiet mener ikke, at staten nødvendigvis skal have aktiemajoriteten i selskabet.

I 2023 havde Københavns Lufthavne en omsætning på 4,1 milliard kroner og et resultat før skat på 398 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT