Liverpool smider sejren i Newcastle i målrigt drama

4. DEC 2024 • 22:38SPORT

Newcastle var sprudlende i første halvleg, men Liverpool kom tilbage efter en vild anden halvleg.

Newcastle og Liverpool spillede onsdag aften 3-3 i en chancerig og underholdende kamp i Premier League.

Newcastle var foran med 20 minutter tilbage, da Mohamed Salah vendte det hele på hovedet til en Liverpool-føring.

I overtiden dukkede Newcastles Fabian Schär op og gjorde det til 3-3.

Forinden havde Newcastle blæst det gæstende tophold noget nær omkuld i første halvleg. Særligt angriberen Alexander Isak havde Liverpool svært ved at håndtere, og svenskeren både scorede og lagde op til et mål.

Et Liverpool-hold i storform kom dog tilbage i opgøret efter en vild anden halvleg.

Med pointet i Newcastle er Liverpool uden nederlag i de seneste 17 kampe på tværs af alle turneringer.

Med pointdelingen har Liverpool 35 point på førstepladsen i Premier League. Newcastle er midt i rækken på 11.-pladsen med 20 point.

Newcastle bed fra sig fra første fløjt, og holdet brugte en intens kulisse på St James' Park til at blive båret frem af fansene.

Flere gange var Newcastle tæt på at bringe sig foran efter forarbejde af svenske Alexander Isak, der drev gæk med Liverpool-højresiden.

Ganske symptomatisk var Isak manden bag føringsmålet efter 35 minutter. Svenskeren kanonerede bolden ind uden for feltet og sørgede for en fortjent pauseføring på 1-0.

Liverpool fik hurtigt kreeret et omvendt kampbillede og skulle bruge fem minutter af anden halvleg på at bringe balance i regnskabet.

Mohamed Salah fandt en fremadstormende Curtis Jones i feltet, og midtbanemanden sparkede 1-1-målet op i nettaget.

Målet stoppede ikke Newcastle, der blev ved med at tænke offensivt. Det gav pote ti minutter senere, da værterne igen tog føringen.

Alexander Isak fandt Anthony Gordon, der tog et par hurtige træk ind i banen og lagde 2-1-målet sikkert ind i det lange hjørne.

Glæden varede fem minutter på St James' Park, da Mohamed Salah sørgede for endnu en Liverpool-udligning med et lille svirp med højrefoden.

Selvsamme Salah stjal showet med ti minutter tilbage, da egypteren vendte rundt i feltet og kynisk sendte 3-2-målet i netmaskerne.

Newcastle gav ikke op, og forsvarsspilleren Fabian Schär udnyttede en blunder fra Liverpool-keeper Caoimhin Kelleher til at udligne efter 90 minutter.

Andetsteds fik den danske målmand Filip Jörgensen sin Premier League-debut for Chelsea, der sikkert vandt 5-1 over Southampton på udebane.

London-klubben har høstet 28 point efter 14 runder og ligger på andenpladsen i ligaen.

Manchester City kom onsdag tilbage på sejrskurs efter fire Premier League-nederlag i træk og syv kampe på tværs af turneringer uden sejr.

Den forsvarende mester hev tre tiltrængte point hjem på eget græs over Nottingham Forest, der blev nedlagt med 3-0.

Everton slog Wolverhampton på hjemmebane med hele 4-0. Danske Jesper Lindstrøm kom på banen i slutfasen for Everton.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT