Løkke om USA's fredsplan: Imødekommer Putin i for stor grad

21. NOV 2025 • 20:10ERHVERV/POLITIK

Volodymyr Zelenskyj har modtaget et udkast til en fredsplan fra USA. Løkke vil have Europa med indover.

Den amerikanske fredsplan for Ukraine med 28 punkter imødekommer "Putins maksimalistiske krav i al for stor grad", som den ser ud lige nu.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til TV 2 fredag aften.

- På den ene side så er det jo positivt, at USA engagerer sig i at få denne her krig sluttet. På den anden side så er det meget, meget vigtigt, at det ikke sker på russiske præmisser, siger han.

Udenrigsministeren understreger, at USA's præsident, Donald Trump, har gjort det klart, at krigen i Ukraine er Europas problem.

Derfor mener Løkke, at det er "uacceptabelt", at Trump forsøger at løse et problem udenom Europa.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har modtaget et udkast til en fredsplan fra USA. Det oplyste Zelenskyjs kontor torsdag.

Udkastet til den lækkede plan har været beskrevet i en række medier, selv om den ikke officielt har været præsenteret.

Den indeholder flere punkter, der af mange anses for at være markante indrømmelser for Ukraine.

Blandt andet skal Ukraine give afkald på Donbas-regionen i den østlige del af landet, på trods af at dele af den - omkring ti procent - ikke er blevet erobret af Rusland. Derudover skal Ukraine begrænse antallet af soldater i sin hær.

Løkke understreger, at det nu skal gøres klart, at der ikke kan sluttes fred i Ukraine uden om Ukraine og Europa.

Han tilføjer, at det også påvirker Europas sikkerhed, hvis Ukraine skal efterleve de 28 punkter, som de står nu.

- Så risikerer vi en Putin, som genopruster og på ny angriber Ukraine og ultimativt større dele af Europa bagefter, siger ministeren til TV 2.

Hverken Ukraine eller dets europæiske allierede har været involveret i udarbejdelsen af udkastet. Amerikanske og russiske embedsmænd står bag.

Kilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at store europæiske lande sammen med Ukraine vil formulere et modforslag til det amerikanske.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT