Løkke maner til besindighed efter flere dage med droneforstyrrelser
Udenrigsminister Lars Løkke opfordrer alle til at bevare roen trods dronehændelser og stoler på Nato.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) maner til besindighed i sagen om de seneste dages dronehændelser ved danske lufthavne.Hverken regeringen, myndigheder eller borgere skal lade sig skræmme unødigt.
Det siger han til DR fra New York City, hvor han er til FN's Generalforsamling.
- Hele formålet er jo at skræmme os. Det må vi ikke falde for. Så derfor: Stay calm and carry on, lyder det fra udenrigsministeren.
I løbet af torsdagen har der været spekuleret i, hvorvidt regeringen ville aktivere Natos artikel 4.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) varslede tidligere torsdag, at regeringen ville drøfte, hvorvidt man skulle aktivere artiklen.
Artikel 4 i den Nordatlantiske Traktat er den såkaldte konsultationsproces. Den giver alle allierede mulighed for at bringe et emne, som vurderes at være et sikkerhedsspørgsmål, på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd.
Et Nato-medlemsland kan aktivere artikel 4, hvis det mener, at der er en trussel mod landets "territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed".
DR's interview med Lars Løkke Rasmussen giver ikke i første omgang svar på, hvorvidt regeringen har tænkt sig at gøre det.
Men udenrigsministeren forklarer, at Nato-samarbejdet fungerer fint i sin nuværende form.
- Vi har Nato for at samarbejde, og vi skal passe på ikke at skabe en situation, hvor det virker som om, at vi skal genopfinde Nato-samarbejdet hver gang, vi får brug for det, siger han til DR.
Han understreger, at forsvarsalliancen er klar og beredt.
- Det (samarbejdet, red.) er der, vi tager det meget alvorligt, og det gør man også hos generalsekretæren og hos vores allierede.
Udenrigsministeren forklarer videre, at han onsdag aften var til middag hos den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio.
Her stod det klart, at amerikanerne også er bevidste om dronehændelserne.
/ritzau/