Løkke åbner dansk ambassade i Rwanda efter ny Afrika-strategi
Åbningen af ambassade er led i regeringens strategi om at styrke Danmarks tilstedeværelse i Afrika.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejser søndag til Rwanda for at markere åbningen af Danmarks nye ambassade.Åbningen sker som led i regeringens ambition om at styrke Danmarks tilstedeværelse i Afrika. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Min rejse til Rwanda og åbningen af ambassaden ligger i naturlig forlængelse af regeringens ønske om at styrke Danmarks aftryk i Afrika og samarbejdet med vores afrikanske partnere - ikke mindst i en tid med omskiftelige geopolitiske vinde, siger han.
Ambassaden blev annonceret i sensommeren 2024 som en del af Danmarks nye strategi for engagement i afrikanske lande. Der blev også annonceret ambassader i Senegal og Tunesien.
Danmark skal "komme med bedre tilbud, mindre moralisme og mere ligeværd", står der i Afrika-strategien. Løkke er ifølge Ritzaus oplysninger blandt andet bekymret over Kinas fremfærd i store dele af Afrika.
Under besøget skal Løkke mødes med Rwandas udenrigsminister, Olivier Nduhungirehe, samt repræsentanter for dansk erhvervsliv og rwandiske virksomheder.
Ifølge Udenrigsministeriet skal drøftelserne blandt andet handle om investeringer og samarbejde inden for innovation, teknologi og grøn omstilling.
Udenrigsministeren vil også mødes med civilsamfundet for at drøfte menneskerettighedssituationen i landet.
Rwanda har de seneste år profileret sig som et regionalt vækstland, men er samtidig blevet kritiseret af internationale organisationer for indskrænkninger af politiske rettigheder og ytringsfrihed.
Socialdemokratiet har tidligere haft planer om at etablere et dansk modtagecenter i Rwanda. Men det har i store træk været sat på standby siden valget i 2022, hvor regeringen blev udvidet med Venstre og Moderaterne.
Siden har den danske regering forsøgt at få flere EU-lande med på det, og EU-Kommissionen er siden kommet med et forslag om at lave asylbehandling uden for EU.
/ritzau/
