Norwegian opnåede rekordhøjt driftsresultat sidste år
Norwegian fortsætter fremgangen og øger antallet af årlige passagerer med næsten en million.
Det er ikke en gang fem år siden, at luftfartskoncernen Norwegian var tæt på konkurs og måtte igennem en større rekonstruktionsproces.Men selskabet er kommet stærkt ud af krisen og leverede sidste år sit bedste driftsresultat nogensinde.
Det viser regnskabet for 2025, som er offentliggjort fredag.
Det resulterede i et driftsresultat på 3,7 milliarder norske kroner, svarende til knap 2,5 milliarder danske kroner.
Overskuddet lød på 2,7 milliarder norske kroner, hvilket er næsten dobbelt så højt som i 2024.
Koncernchef Geir Karlsen er tilfreds med regnskabet og foreslår sammen med bestyrelsen at udlodde 844 millioner norske kroner i udbytte.
- Den gode udvikling gør, at vi nu kan fortsætte med at betale udbytte til aktionærerne samtidig med, at vi investerer i fremtiden, siger han.
De finansielle resultater er kommet i stand takket være en vækst i antallet af passagerer fra 26,4 millioner i 2024 til 27,3 millioner i fjor.
Samtidig har Norwegian løbende øget sin kapacitet ved at købe eller leje nye fly.
I oktober sidste år modtog koncernen de første af i alt 80 nye Boeing 737 Max 8-fly, som skal leveres løbende til og med 2031.
Det betyder, at sidste års sommerkapacitet på 90 fly gradvist vil blive øget til 104 fly de kommende år frem mod 2028.
De nye fly vil blandt andet komme danske passagerer til gode og er en af årsagerne til, at Norwegian sidste år annoncerede en række nye ruter til og fra Billund Lufthavn.
Det er også Norwegian, der skal stå for den nye grønne indenrigsrute mellem Aalborg og København, hvor der skal flyves med mindst 40 procent bæredygtigt flybrændstof.
Norwegian-koncernen består foruden luftfartsselskabet Norwegian også af selskabet Wiederøe, der hovedsageligt flyver indenrigsruter i Norge.
/ritzau/
