Stærkt andet gennemløb sender dansk alpinhåb i top-20

14. FEB 2026 • 14:44SPORT

Christian Borgnæs blev nummer 20 i storslalom, da en brasilianer som første sydamerikaner vandt vinter-OL-guld.

Ambitionen om top-15 blev ikke indfriet for dansk-østrigske Christian Borgnæs, der endte på en 20.-plads i storslalom ved vinter-OL lørdag eftermiddag.

Brasilianske Lucas Pinheiro Braathen vandt guld i disciplinen foran den schweiziske stjerne Marco Odermatt. Det er den første sydamerikanske guldmedalje ved vinter-OL i historien.

Braathen leverede et fremragende første gennemløb, hvor han var hurtigst af alle og mere end et sekund bedre end favoritten Odermatt.

Derfor havde brasilianeren lidt luft at give af i andet gennemløb, hvor han var 11.-hurtigst. Odermatt var en tand hurtigere, men manglede 0,58 sekunder, og derfor vandt Braathen overraskende medaljen af ædleste karat.

Odermatts landsmand Loic Meillard fuldendte podiet med bronzemedaljen.

Dansk-østrigske Borgnæs havde særligt fart i skiene i andet gennemløb. Efter det første gennemløb lørdag formiddag lå han nummer 22, men det blev ændret.

Borgnæs var 15.-hurtigst af alle i andet gennemløb, og det sendte ham op på en samlet 20.-plads.

Inden legene havde han ambitioner om en plads i top-15. Det var han 0,63 sekunder fra at indfri.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT