Aviser tror på en vanskelig regeringsdannelse

25. MAR 2026 • 04:47ERHVERV/POLITIK

En urolig verden giver behov for en stabil dansk regering, men det kan blive svært, skriver aviser i ledere.

I en tid med usikkerhed og uro i verden er der behov for en stabil og stærk regering i Danmark.

Det skriver flere lederskribenter onsdag - dagen efter folketingsvalget - i avisernes lederspalter.

Resultatet af valget blev dog et historisk fragmenteret folketing, hvor ingen af de 12 indvalgte partier kan mønstre meget over 20 procent af stemmerne, skriver lederskribent Thomas Bernt Henriksen i Berlingske.

Det gør det sværere at danne en stabil regering, mener han.

- Der er et næsten større behov for stabile og stærke regeringer i en verden, hvor Danmark skal opruste, hvor Danmark skal samarbejde med EU-partnerne, hvor Danmark skal håndtere et politisk pres på rigsfællesskabet, og hvor truslerne mod vores sorgløshed står i kø, skriver Thomas Bernt Henriksen.

Hos JydskeVestkysten taler seniorredaktør Peter Orry om decideret parlamentarisk kaos, da der hverken er flertal for en rød eller blå regering.

Mens Moderaternes Lars Løkke Rasmussen bejler til begge sider af folketinget, har et antal partiledere gjort det klart, at de ikke gider være legekammerater med den tidligere statsminister.

- Så intet kan ud fra almindelige standarder lade sig gøre. Det kommer det alligevel til på et tidspunkt, for vi har i Danmark heldigvis en meget stærk parlamentarisk tradition for at finde løsninger på tværs, mener Orry.

Fra Politikens chefredaktør, Christian Jensen, lyder det, at Danmark står i et parlamentarisk opbrud, hvor vælgeropbakningen skrider under de klassiske magtpartier.

- Danmark har brug for en sikker og stabil ledelse i urolige og usikre tider, skriver han og gør det klart, at han mener, at Danmark har brug for en ny regering over midten.

- Donald Trumps krav om Grønland, Ukraine-krigen, klimakrisen, en truende energikrise og en verden, hvor USA - med Mette Frederiksens ord - ikke længere kan kaldes vores nærmeste allierede, er den altoverskyggende opgave for Danmarks næste regering.

Også Jyllands-Postens lederskribent Jette Elbæk Maressa mener, at Danmark står over for store udfordringer - udenrigspolitisk såvel som indenrigspolitisk.

En virkelighed, som danskere og politikere under valgkampen har kunnet ignorere.

- Verden omkring Danmark forandres, mens vi et par uger har ladet som om, at Danmark bliver, som det var, skriver Maressa.

- Krigen i Ukraine fortsætter, Putin sidder der endnu, og Kina arbejder støt videre på sin egen langsigtede strategi, skriver hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT