Lars Aagaard afviser EU-splittelse om CO2-reduktioner på klimatopmøde
EU deltager ikke som samlet stemme i ny koalition for CO2-reduktioner på COP30, men minister afviser svaghed.
På klimatopmødet COP30 i Brasilien er en koalition af over 80 lande gået sammen om at kræve, at topmødets endelige aftale indeholder en vej væk fra fossile brændstoffer.Men EU er ikke at finde som samlet stemme blandt de villige lande.
Den Europæiske Union har haft svært ved at samle medlemslandene på klimaområdet den seneste tid, og det gør sig også gældende på klimatopmødet.
- Det er et svaghedstegn, og det viser, at EU har svært ved at holde sammen, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
Med få dage tilbage af klimatopmødet er fronterne trukket skarpt op på spørgsmålet om, hvorvidt verdenssamfundet skal enes om en vej væk fra fossile brændstoffer.
Det møder modstand fra lande som Indien, Kina og de arabiske lande, der alle betragter fossile brændstoffer som nødvendige for at sikre deres befolkning en økonomisk vækst.
Derfor har over 80 lande samlet sig under navnet "Koalitionen af de villige" - et udtryk, der trækker referencer til vestens støtte til Ukraine. Her kræver landene, at omstillingen væk fra fossile brændstoffer indgår i aftalen.
I front for koalitionen af de villige står blandt andet den tyske miljøminister Carsten Schneider og den engelske klimaminister Edward Miliband, mens Danmark og værtslandet Brasilien også er med.
Men når ministrene taler om den europæiske position, må de sige, at "nogle" af de andre europæiske lande er med.
Hele unionen står nemlig ikke samlet i deltagelsen, og derfor kunne klimakommissær Wopke Hoekstra ikke træde frem ved annonceringen.
Lars Aagaard afviser dog, at det er et svaghedstegn for EU.
- Nej, det synes jeg slet ikke, lyder det fra klimaministeren.
Han fremhæver, at der er "flere EU-lande", der er med i koalitionen - og at sådanne tiltag ofte sker med spontan og hurtig hast på et klimatopmøde, hvor ikke alle lande kan nå at formulere deres position.
Som repræsentant for det danske EU-formandskab kan Lars Aagaard berette, at unionen arbejder tæt sammen med englænderne om at få formuleret et diplomatisk pres, der kan få behovet for CO2-reduktioner med i en endelig aftale.
- Vi skal også sørge for, at det bliver en meget bred gruppe af lande, der står bag det her, og det presser vi på for.
/ritzau/
