Kritik af forsvarsudgifter bekymrer statsminister efter dårligt valg

20. NOV 2025 • 19:58ERHVERV/POLITIK

Udgifter til forsvar er ikke sket på bekostning af velfærd, understreger statsminister efter tilbagegang.

Det bekymrer statsminister Mette Frederiksen (S), at flere peger på for mange penge til forsvar og støtte til Ukraine som mulig årsag til Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg.

Det skriver hun i et opslag på Facebook efter kommunal- og regionalvalget tirsdag, hvor Socialdemokratiet gik 5,2 procent tilbage og mistede borgmesterposten i flere højborge, herunder København.

- Nogle peger på, vi bruger for mange penge på forsvar og militær. Det er en kritik, der bekymrer mig, fordi min fornemmeste opgave er at passe på Danmark. Og det kan jeg kun, hvis vi er villige til at stå op for vores land, skriver hun.

Borgere og kredsformænd har i rundspørger i flere medier peget på de milliardstore udgifter til forsvar frem for velfærd som en del af forklaringen på, at regeringspartiet er gået tilbage.

Blandt andet er kontanthjælpsreformen blevet kritiseret for at øge risikoen for hjemløshed. Regeringen har afsat et engangsbeløb på 15 millioner kroner for at rette op på det.

Hverken statsministeren eller Social- og Boligministeriet har dog villet svare på, om der skal afsættes flere penge efter 2026.

Andre har peget på statsministerens "hårde stil" og fremtoning, og nogle har peget på afskaffelsen af store bededag som fridag.

Til DR har statsministeren sagt, at udgifterne til forsvar ikke er sket på bekostningen af velfærden, hvilket er noget, som fylder særligt i lokale valg.

I stedet fremhæver hun, at regeringen bruger flere penge på velfærd end tidligere.

Hun fremhæver, at Socialdemokratiet stadig er det største parti, men erkender, at valget ikke er gået som håbet.

Der kan være flere forklaringer på det dårlige valg, og det vil partiet bruge den kommende tid på at analysere frem mod folketingsvalget, som skal finde sted inden for et år.

- En anden forklaring er, at det bliver stadig mere svært at være et stort folkeparti, der favner alle danskere. Fra landet til storbyen og alt det imellem, skriver hun.

Ved EU-parlamentsvalget i juni sidste år gik Socialdemokratiet også tilbage og blev overhalet af SF.

Den traditionelle lillebror vandt tirsdag overborgmesterposten i København ved kommunalvalget trods en socialdemokratisk dominans på over 100 år.

Det kastede partiet ud i en selvransagelse, hvor erkendelsen var, at befolkningen var blevet mindre begejstrede for statsministeren og den brede regering over midten.

- Der er et identitetstab, når man er tre partier i regering. Og jeg tror også, at der er nogen, der savner den gamle Mette. Og det gør jeg også nogle gange selv, sagde Mette Frederiksen på Folkemødet i 2024.

I et interview på TV2 siger statsministeren torsdag aften, at hun "altid meget gerne vil arbejde med mig selv, hvad angår den måde, jeg er på".

Hun fremhæver, at der slider at tage ansvar og at træffe svære beslutninger i en historisk tid, hvorimod det er lettere at være i opposition.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT