Kommuner får mulighed for at forbyde fossile biler i særlige zoner

4. DEC 2024 • 12:49ERHVERV/POLITIK

Der er allerede planer i flere byer om at etablere nulemissionszoner, og planerne kan snart føres ud i livet.

Landets kommuner får nu mulighed for at forbyde køretøjer med forurenende udstødning i afgrænsede områder i de danske byer.

Det gælder fra årsskiftet, har et politisk flertal bestemt onsdag.

Der findes endnu ikke permanente nulemissionszoner i andre europæiske lande. Men det er ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) et naturligt skridt at tage for at nedbringe skadelige partikler i byerne og omstille transporten.

- Med denne lov giver vi nu alle landets kommuner mulighed for at indføre zoner, hvor der ikke må køre fossile køretøjer. Det kan bidrage til reducere den lokale luftforurening og give renere luft, siger han i en pressemeddelelse.

Nulemissionszonerne er tænkt som mindre, afgrænsede byområder, hvor der ikke er langt fra kanten til midten af zonen.

På den måde vil det i mange tilfælde derfor være muligt at parkere uden for zonen og gå det sidste stykke ind til en destination i nulemissionszonen eller skifte til kollektiv transport eller cykel.

Muligheden for at indføre nulemissionszoner i byerne har længe været efterspurgt af kommuner, som vil have nedbragt luftforeningen lokalt.

Flere steder arbejder man allerede med planer om, hvor de kan indføres. Det gælder for eksempel i København og Aarhus.

- Trafikken er én af de største kilder til forurening i byerne. Særligt i myldretiden er luftforureningen fra trafikken dominerende på vores travle gader, siger Heunicke.

Med loven kan kommunalbestyrelserne vælge mellem to typer af nulemissionszoner. Det ene er en, som omfatter persontrafik, og det andet er en, som omfatter al trafik inklusive varetransport.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT