Knap hver syvende borgmester er landmand efter valget

22. NOV 2025 • 12:12ERHVERV/POLITIK

I 13 kommuner kommer der til at sidde en landmand som borgmester de næste fire år efter kommunalvalget.

Mange landmænd er historisk vokset op med, at de som bonde skulle tage del i lokalsamfundet.

Og det ser fortsat ud til at holde stik, for i 13 kommuner kommer der til at sidde en landmand som borgmester de næste fire år. Det svarer til knap hver syvende borgmester.

Det viser en optælling af Landbrugsavisen, som følger området.

Det er et fald i forhold til valget for fire år siden, hvor 17 landmænd endte med gyldne kæder. Først om en måned bliver konstitueringerne afsluttet, så endnu kan der blive ændret på posterne.

Det er en stor andel i forhold til, hvor lille et erhverv landbruget er blevet i Danmark på grund af udviklingen i samfundet.

Men ifølge den kommende borgmester Christian Lund (V) fra Vejen nær Kolding giver det god mening, fordi landmænd er vant til at tage ansvar.

- Den uddannelse og det engagement, man får gennem organisationsarbejde i landbruget er guld værd, når man skal begå sig i andre organisationer. Altså i politik, siger han til avisen.

Han driver mælkeproduktion og har blandt andet været med til at stifte Syddansk Kvæg.

Frederik Tolstrup (V) skal nu skifte timerne på marken ud med arbejdet på borgmesterkontoret. Han er uddannet landmand og opvokset og bor på en gård, hvor der var griseproduktion indtil for få år siden.

- Der bliver ikke tid til at være landmand, så det må klares med ekstra maskinstationshjælp, siger han til avisen.

Partiet Venstre er historisk kendt som det traditionelle bondeparti, og selv om partiet gik tilbage ved valget med 3,3 procentpoint, har borgmestrene været gode til at konstituere sig.

Således står partiet til at indtage klart flest borgmesterposter efter valget.

12 ud af de 13 borgmestre med landmandsbaggrund er fra Venstre, mens Jørgen Popp Petersen er fra Slesvigsk Parti og står til at blive borgmester i Tønder fire år mere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT