Husleje og elektricitet bidrager til inflationen i november
Lige som i oktober er den årlige stigning i forbrugerpriserne opgjort til 1,6 procent i november.
Inflationen stod stille i november, hvor Danmarks Statistik har opgjort den til 1,6 procent.Inflationen betegner stigningen i forbrugerpriserne over et år. I oktober var forbrugerpriserne ligeledes 1,6 procent højere end i samme måned året før.
Det er især priser på husleje og elektricitet, der bidrager til den årlige prisstigning i november, skriver Danmarks Statistik.
Produktgruppen "boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning" stod for mere end halvdelen af inflationen, lyder det.
Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank, kalder dagens tal for endnu et tegn på, at inflationskrisen i Danmark er overstået. Og det kommer forbrugerne til gode.
- Det (inflationsniveauet, red.) er et ganske udmærket niveau, der efterlader masser af plads til fremgang i reallønnen for de danske forbrugere. Det ser ud til at fortsætte i den kommende tid, da der tegner sig et billede af, at inflationen stabiliserer sig i underkanten af to procent, skriver han i en kommentar.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har et mål om en inflation på to procent på mellemlang sigt.
I Danmark fører Nationalbanken fastkurspolitik og sørger dermed for, at den danske kronekurs er fast over for euroen.
Dermed vil inflationen over tid være den samme i Danmark som i euroområdet. Man kan sige, at man i Danmark importerer den prisstabilitet, som ECB arbejder for.
Også Palle Sørensen, som er cheføkonom i Nykredit, pointerer, at inflationen ikke længere er en trussel for danskernes købekraft.
Han forventer dog, at inflationen vil tage et spring i december. Men allerede i januar, forventer han, at den igen vil falde markant.
- Og helt generelt må man bare sige, at den underliggende inflationsdynamik er svag i Danmark i øjeblikket. Så danskerne bør sove godt om natten vel vidende at inflationen formentlig forbliver lav de kommende par år, skriver Palle Sørensen i en kommentar.
/ritzau/