Troels Lund: Danmark og USA ser forskelligt på Nato-medlemskab til Ukraine

12. FEB 2025 • 17:57UDLAND

Danmark er ikke enig med USA's forsvarsminister, der afviser Nato-medlemskab til Ukraine.

Danmark og USA ser forskelligt på Nato-medlemskab til Ukraine.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter møde med USA's forsvarsminister Pete Hegseth.

- Vi ser forskelligt på det. Vi har besluttet at tilbyde Ukraine et Nato-medlemskab, men det er jo også klart, at vi skal alle sammen være enige om det, hvis det skal ske, siger Troels Lund Poulsen.

Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, kom med flere opsigtsvækkende meldinger i sin indledende tale ved et møde for landene i Ukraines kontaktgruppe i Bruxelles.

Her fastslog Trumps forsvarsminister, at Ukraine som del af en fredsløsning må opgive territorium til Rusland.

Ukraine må også opgive drømmen om Nato-medlemskab, og USA vil ikke sende tropper til Ukraine som del af en fredsløsning, lød det fra Hegseth.

Dermed bryder han med den linje, som Danmark og andre Nato-lande har ført under krigen. Her har målet været en militærsejr til Ukraine eller russisk tilbagetrækning. Og derefter på sigt ukrainsk Nato-medlemskab.

Nu gør USA det klart, at det ikke kommer til at ske under Trump-administrationen. Samtidig lægger Pete Hegseth op til, at Europa skal tage mere ansvar for eget forsvar og for hjælpen til Ukraine.

- Der er en diskussion af, hvad fremtiden er for Ukraine. Der er det vigtigt at slå fast, at vi fra dansk side kommer til fortsat at bakke Ukraine op både i den kamp, de kæmper, men ikke mindst i forhold til at sikre flere økonomiske donationer og økonomiske ressourcer til Ukraine i 2025, siger Troels Lund Poulsen.

Danmark lever i dag op til Nato-målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.

USA's præsident, Donald Trump, har dog talt for, at det tal skal løftes til fem procent af bnp. Samtidig vil han have Europa til at tage mere ansvar for krigen i Ukraine.

Pete Hegseth understregede i sin tale onsdag, at USA har andre sikkerhedsudfordringer blandt andet i forhold til Kina, som USA vil fokusere på.

- Det er helt tydeligt for mig, at Europa bliver nødt til at påtage sig et endnu større ansvar for at hjælpe Ukraine i 2025, end vi har gjort før, siger Troels Lund Poulsen.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, gav onsdag Trump "helt ret" i, at de europæiske Nato-allierede skal yde mere. Rutte forventer, at Nato-landene bliver nødt til at enes om at bruge mere end tre procent af bnp på forsvar fremover.

Det mål opfylder USA allerede, mens det trods de senere års oprustning vil udløse nye milliardregninger til Danmark og en række andre europæiske Nato-lande at skulle indfri det.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT