Google-ejer leverer bedre regnskab end forventet
Direktør for Alphabet fremhæver investeringer i kunstig intelligens og kalder fjerde kvartal fantastisk.
Alphabet, der er selskabet bag Google, omsatte i fjerde kvartal af 2025 for 113,8 milliarder dollar.Det svarer til knap 720 milliarder danske kroner, og det er en stigning på omkring 18 procent i forhold til året før.
Det viser selskabets kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag aften.
Tallet overgik markedets forventninger, skriver nyhedsbureauet AFP.
I hele 2025 omsatte Alphabet for 402,8 milliarder dollar. Det er 15 procent mere end året før.
Driftsoverskuddet for 2025 var 132,2 milliarder dollar mod 100,1 milliarder dollar i 2024. Det er en stigning på 32 procent.
I løbet af fjerde kvartal har virksomheden blandt andet udgivet en opgraderet version af AI-robotten Gemini og udvidet sit samarbejde med iPhone-producenten Apple.
Alphabets administrerende direktør, Sundar Pichai, kalder fjerde kvartal for fantastisk og påpeger, at det er første gang, at selskabets omsætning overstiger 400 milliarder dollar.
- Lanceringen af Gemini 3 var en vigtig milepæl, og vi har et stort momentum lige nu.
- Vi ser, at vores investeringer i kunstig intelligens og infrastruktur driver omsætning og vækst på tværs af alle parametre. Søgning blev brugt mere end nogensinde før, og kunstig intelligens fortsætter med at skabe vækst, siger han i en meddelelse.
I Google Cloud alene, hvor Googles AI-værktøjer indgår, steg omsætningen i fjerde kvartal sidste år til 17,7 milliarder dollar mod lige under 12 milliarder dollar i samme periode i 2024. Det er en stigning på 48 procent.
Ifølge MarketWire havde analytikerne forventet, at omsætningen ville være 16,2 milliarder dollar.
Sundar Pichai siger i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet, at selskabet i 2026 vil sætte mellem 175 og 185 milliarder dollar af til Capex, der er langsigtede investeringer i blandt andet datacentre, servere og anden teknologisk infrastruktur.
Ifølge MarketWire havde analytikerne regnet med, at dét tal ville være 119,5 milliarder dollar. Det viste sig i eftermarkedet, hvor aktien faldt to procent.
/ritzau/
