Pandoras forventninger til 2026 skuffer efter svært år på børsen
Samtidig med at Pandora har afdæmpede forventninger til 2026, melder smykkeselskabet om platinsatsning.
På et år præget af modvind på børsen og høje sølvpriser omsatte det danske smykkeselskab Pandora for 32,5 milliarder kroner i 2025.Det er en stigning i forhold til de 31,7 milliarder kroner, som selskabet omsatte for året forinden.
Det fremgår af Pandoras årsregnskab, som er offentliggjort onsdag aften.
2025 bød dermed på en organisk vækst på seks procent. Men det får ikke selskabet til at juble.
- Selvom det makroøkonomiske udgangspunkt var udfordrende, lå væksten under vores forventninger, siger Pandora-topchef Berta de Pablos-Barbier i en meddelelse.
I 2026 regner selskabet med mindre vækst endnu.
Således forventer selskabet, at den organiske vækst kan blive på mellem minus en procent - altså en negativ vækst - til plus to procent i det igangværende år.
Det ligger under analytikernes forventninger. Et gennemsnit bragt af MarketWire inden regnskabet lå på tre procent.
Pandora-aktien har været præget af svære tider med værdifald på over 60 procent på et år - og knap 28 procent alene siden årsskiftet.
Her har høje guld- og sølvpriser spillet ind.
Af regnskabet fremgår det, at selskabet nu i højere grad vil satse på platin for at blive mindre afhængig af udsving i priser på blandt andet sølv.
- På den måde forsøger Pandora at udjævne den modvind, som de markante stigninger især i sølv - men også i guld - har skabt, siger Per Hansen, som er investeringsøkonom hos Nordnet, i en skriftlig kommentar.
Også topchef Berta de Pablos-Barbier fremhæver et behov for ikke at blive påvirket så meget af råvarepriser.
- Som ny administrerende direktør er mine prioriteter klare, og vi har planer om at styrke brandets tiltrækningskraft, reducere eksponeringen mod råvarer og udvikle måden, vi skaber rentabel vækst på, siger hun.
Mens Pandora altså på flere punkter har haft grund til panderynker, tjener selskabet stadig milliarder.
Nettoresultatet landede i 2025 på 5,2 milliarder kroner, hvilket stort set svarede til indtjeningen i 2024.
Det danske smykkeselskab venter dog ikke at kunne levere samme overskudsgrad i år som sidste år.
Her henvises i regnskabet til, at også dette år kan blive præget af eksterne faktorer, der trækker i negativ retning, og investeringer.
/ritzau/
