Fyringsrunde barberer halvanden milliard af Nordea-overskud

22. APR 2026 • 07:17ERHVERV/POLITIK

Nordea opnår et overskud på 1,1 milliard euro i første kvartal. Ekstraordinære omkostninger trækker ned.

Det kan allerede nu ses i regnskabstallene, at Nordea forventer at kunne klare sig med færre ansatte fremover end nu.

Allerede i februar meldte banken ud, at man har opsagt omkring 270 ansatte i it-funktioner.

Og i sidste måned forlød det, at man hen over de kommende to år vil nedlægge omkring 1500 stillinger på tværs af hele den nordiske bankkoncern.

Regnskabet for første kvartal er landet onsdag morgen, og det viser et overskud efter skat på 1,1 milliard euro.

Det er 134 millioner euro lavere end i samme kvartal sidste år, og det skyldes hovedsageligt de 190 millioner euro - svarende til godt 1,4 milliarder kroner - der indgår som ekstraordinære poster i forbindelse med fyringer.

Ellers ligner regnskabet sammenligningskvartalet. Gebyrindtægterne steg en smule, mens renteindtægterne faldt.

Og trækker man de ekstraordinære omkostninger ud af regnskabet, er resultatet efter skat bare 10 millioner euro højere denne gang.

Administrerende direktør Frank Vang-Jensen konstaterer da også, at bankens drift er ganske stabil på trods af finansiel og geopolitisk uro i verden.

- De nordiske lande har en stærk historie, når det handler om at navigere i usikkerhed. Stabilitet, økonomisk styrke og global konkurrencedygtighed i vores hjemmemarkeder gør dem til nogle af de bedste steder i verden til at leve og drive forretning, siger han i en kommentar til regnskabet.

Beslutningen om at nedlægge de mange stillinger er en konsekvens af, at Nordea som et led i en ny strategi fokuserer på øget brug af kunstig intelligens.

Det betyder, at nogle arbejdsopgaver bliver automatiseret og dermed gør noget af personalet overflødigt.

Omkring en tredjedel af de 270 stillinger, som blev nedlagt i februar, har ramt danske ansatte i koncernen, der har hovedkvarter i Helsinki.

For to uger siden kom det frem, at det fra 19. maj ikke vil være muligt for Nordeas kunder at komme ind fra gaden og tale med en bankrådgiver uden at have bestilt tid i forvejen.

Nordea siger dog, at det ikke handler om besparelser, men om at kunderne har et andet behov i dag end tidligere.

Kun én procent af kundehenvendelserne sker i dag ved, at kunden fysisk går ned i en filial og taler med en ansat der.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT