Fravalgt S-borgmester Marie Stærke stopper i lokalpolitik
Stærke stopper i lokalpolitik, efter at hun blev fravalgt som Køge-borgmester, men forbliver næstformand.
Den nu afgående Køge-borgmester, Marie Stærke (S), trækker sig fra lokalpolitik.Efter nederlaget ved kommunalvalget har den mangeårige socialdemokratiske borgmester valgt at udtræde af byrådet.
Det siger hun til Sjællandske Nyheder.
- Vælgerne valgte det på en måde for mig. De sendte et ret klart signal. Man vil altid gerne stoppe på toppen, og det gør jeg så ikke personligt i forhold til stemmetal, siger hun til mediet.
Til gengæld mener hun, at hun efterlader et Køge i topform.
- Men jeg synes, at jeg stopper, hvor Køge Kommune er på toppen, og det har jeg det rigtigt fint med, fortsætter hun.
Marie Stærke er en markant profil i Socialdemokratiet.
Her har hun været medlem af byrådet i Køge siden 2002, hvor hun blot var 22 år.
Siden har hun været borgmester ad flere omgange, hvor hun ved valget i 2017 slog Køge-rekord med 6944 personlige stemmer.
Dette valg blev dog en afklapsning med kun 3473 personlige stemmer og et Socialdemokratiet, der mistede borgmesterposten.
Marie Stærke er en af to næstformænd i Socialdemokratiet.
Den post vil hun blive på, selv om hun trækker sig fra lokalpolitik, skriver Sjællandske Nyheder.
Nu hvor dagligdagen ikke skal byde på byrådspolitik, vil Marie Stærke genoplive sit gamle konsulentbureau - Bureau Stærke.
Vælgerne har ikke blot fravalgt borgmesteren ved valget i 2025. Hele Socialdemokratiet i kommunen gik væsentligt tilbage og opnåede 18,6 procent af stemmerne.
Det var en tilbagegang på 13,2 procentpoint i forhold til seneste valg.
På valgnatten måtte Marie Stærke erkende nederlaget.
- Socialdemokratiet har fået noget af en kæberasler, og jeg vil ønske det blå valgforbund tillykke med et flot resultat, sagde hun.
/ritzau/
