Flertal er enige om ændring i politikerløn - andre kalder det ulighed
Tre partier er imod et forslag, der skal give politikere højere løn og lavere pension samt skabe transparens.
Et bredt flertal i Folketinget bakker op om regeringens lovforslag om ændring i loven om politikeres vederlag og pension, der vil give politikere en højere løn, men en lavere pension.Aftalen indebærer ifølge ordføreren for forslagsstillerne, Leif Lahn Jensen (S), at lønnen bliver "mere gennemskuelig" og "stemmer overens med et tidssvarende arbejdsmarked".
- Når man som politiker skal snakke vederlag, så glæder man sig ikke. Det er svært. Men jeg har glædet mig til det i dag, fordi vi kan sætte punktum ved nogle lange og svære diskussioner, siger Leif Lahn Jensen under førstebehandlingen af forslaget fredag.
Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er de tre partier, der ikke støtter lovforslaget.
Særligt Enhedslistens Peder Hvelplund stillede sig kritisk over for lovforslaget, da det blev fremlagt til førstebehandlingen i Folketinget.
- Fordi man fjerner de eksisterende pensionsprivilegier, så skal vi politikere kompenseres med højere lønninger. Jeg har hørt magtpartierne sige, at det på sigt vil være en gunstig aftale. Men hvornår det sker, har ikke fået helt samme opmærksomhed, siger Peder Hvelplund under førstebehandlingen.
- Det her med at skrue ned for den ene knap, men op for den anden er helt vanvittigt. Især i en tid, der kalder på omfordeling fra dem, der har rigeligt til dem, der har lidt.
Peder Hvelplund oplyser, at det "først" vil være om 50 år, at den nye ordning for politikeres løn og pension vil koste færre skattekroner.
Ifølge ham vil ændringen frem til 2075 koste et tocifret millionbeløb om året.
Ole Birk Olesen (LA) er en af de politikere, der med sit parti bakker op om forslaget.
- Med det nye forslag får folketingsmedlemmer en aflønning svarende til en afdelingschef i centraladministrationen. Det, vi laver om på, er, hvordan vederlagene falder, argumenterer han.
Ole Birk Olesen mener samtidig, at ændringen også vil betyde, at politikeres løn og pension ikke skal diskuteres fremtidigt af politikere, men i stedet følge med resten af samfundet.
Finansminister Nicolai Wammen (S) påpeger, at "langt de fleste ministre vil opleve en nedgang i leveindkomst", men bekræfter samtidig, at det vil koste flere skattekroner frem til 2075, hvor aftalen er "fuldt gennemført".
Også Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn argumenterer imod forslaget. Han påpeger blandt andet, at aftalen tager "for lang tid at indfase".
- Det er efter vores overbevisning skørt, at et folketingsmedlem skal have mere løn med den nye ændring, når mange danskere er økonomisk presset, siger Mikkel Bjørn.
Peder Hvelplund støtter ikke op om forslagsændringen, men erklærer sig dog enig i, at der skal ske en eller anden form for ændring af de eksisterende lønninger og pensionsordninger.
- Det er godt, der gøres op med nogle vanvittigt privilegerede og lukrative pensionsregler. Lige nu optjener en politiker lige så meget pension på otte år, som en sosu gør på 20 år, forklarer Peder Hvelplund.
/ritzau/
