Folketinget øger støtten til brintrør med milliarder
Staten tager større risiko med brintrøret ved at give yderligere fem milliarder kroner i støtte i ny aftale.
Den offentlige støtte til brintrøret fra Jylland til Tyskland bliver nu væsentligt større.I en ny aftale mellem regeringen og flere af Folketingets partier afsættes der yderligere 5,6 milliarder kroner til driftsstøtte.
Det kommer oven i de allerede afsatte 10,9 milliarder kroner til projektet.
Dermed tager staten en større del af risikoen for brintrørets succes på et tidspunkt, hvor brintmarkedet langtfra er køreklart.
- Vi går ind i projektet med åbne øjne. Brintmarkedet er stadig umodent, og et brintrør er et stort projekt med flere risici, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa i en pressemeddelelse.
Ministeren insisterer dog på, at brintprojektet skal lykkes.
- For en grønnere og mere sikker fremtid og for en ny lovende dansk eksport, siger hun.
Brintrøret skal gå fra Esbjerg over Veerst ved Egtved og ned til den tyske grænse. Den rute skaber en form som et syvtal, hvilket har givet projektet navnet Syvtallet.
Ideen med røret er, at danske virksomheder kan producere grøn brint ved hjælp af vedvarende energi og sælge det til tyske virksomheder.
Tyskland er rigt på store industrielle virksomheder, som i dag har en stor CO2-udledning.
Hvis de kan bruge grøn brint i deres industrielle processer, kan det sænke deres CO2-aftryk.
Derfor er Tyskland meget interesseret i røret.
Man har fra tysk side givet tilsagn om støtte til fem brintprojekter i Danmark for i alt 12 milliarder kroner fra den tyske stat og fra EU.
Rationalet med den store offentlige støtte er, at man dermed hjælper en umoden klimaindustri på vej.
For at sikre, at røret bliver brugt, er brintvirksomhederne underlagt et såkaldt bookingkrav.
Her skal producenterne forpligte sig til at levere en vis mængde brint til røret.
Den nye aftale slækker på dette krav, fordi det har vist sig teknisk svært at leve op til for producenterne.
De forskellige producenter skal samlet set booke en plads i røret svarende til 0,5 GW.
Men de skal kun binde sig økonomisk til 0,1 GW brint. Samtidig bliver fristen for den økonomiske garanti forlænget, så virksomhederne får større sikkerhed for, at røret faktisk bygges, når de er klar med deres brint.
Særligt De Konservative er glade for dette element, som har været en prioriteret sag i forhandlingerne.
- Det bør give den nødvendige sikkerhed for, at så mange af projekterne som muligt bliver til virkelighed, siger Anders Storgaard, klima-, energi- og forsyningsordfører i Konservative, i en pressemeddelelse.
I industrien er man da også tilfredse med den øgede statsstøtte og lempede krav til virksomhederne selv.
Nu bør rammerne for en ny dansk eksport være på plads, lyder det fra Green Power Denmark.
- Aftalen skaber det nødvendige fundament for at gøre grøn brint fra Danmark til et nyt eksporteventyr, hvor danske brintvirksomheder kan bidrage til energiforsyningen og skabe et mere sikkert, frit og uafhængigt Europa, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark, i en skriftlig kommentar.
RITZAU
