KØB ABONNEMENT

Hele Dansk Folkepartis bestyrelse i Tønder forlader partiet

ERHVERV/POLITIK • 30. SEP 2026 • 11:35

Efter uro har først to byrødder og siden hele den lokale bestyrelse i Tønder forladt Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis lokale bestyrelse i Tønder har nedlagt sit hverv, og alle nu forhenværende bestyrelsesmedlemmer har meldt sig ud af partiet.

Det oplyser vælgerforeningens nu tidligere næstformand Kim Pedersen til JydskeVestkysten.

Det er kulminationen på en lokal konflikt, der startede lørdag, da kommunalbestyrelsesmedlem Allan Svendsen meldte sig ud af partiet.

Han begrundede det ifølge JydskeVestkysten med længere tids uro og uenighed med partiets landsorganisation.

Ifølge DR handler uenigheden om betaling af valgplakater fra kommunalvalget i november.

Siden meldte endnu et kommunalbestyrelsesmedlem sig ud af partiet, og mandag blev formanden for lokalbestyrelsen samt et bestyrelsesmedlem ekskluderet.

Sekretariats- og organisationschef Kenneth Kristensen Berth forklarede til tvSyd, at lokalformanden Karin Lildballe blev ekskluderet på grund af interne konflikter, og fordi hun havde bakket op om de to kommunalbestyrelsesmedlemmer.

- Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, at en lokalformand vælger at gøre, sagde Kenneth Kristensen Berth til regionalmediet.

Nu har hele bestyrelsen i Tønder så valgt at trække sig og melde sig ud af partiet.

Tidligere næstformand Kim Pedersen oplyser ikke til JydskeVestkysten, hvorfor bestyrelsen har trukket sig, men at det er sket enstemmigt.

Kenneth Kristensen Berth kommer ikke til at savne de personer, som nu har forladt DF. Han kalder det, der er foregået i Tønder, for en "sæbeopera".

- Dette giver os en mulighed for at starte på en frisk med nogle folk, som rent faktisk ønsker at drive politikorganisationsarbejde, siger Kenneth Kristensen Berth til Ritzau.

- Der har været nogle personkonflikter dernede, som har fyldt utrolig meget. Det har ikke været muligt for os at løse. Der er givet skriftlige advarsler til folk, og det har været en hvepserede uden lige. Derfor er det meget smart, at den hvepserede afmonterer sig selv, siger Kenneth Kristensen Berth.

Dansk Folkeparti har fortsat et enkelt medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder tilbage. Det er Mads-Magnus Damm, der også er landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom.

- Nu skal tingene lige falde til ro. Og så får vi reetableret organisationen med mennesker, som ikke vil bruge al deres tid på personkonflikter, stridigheder og skyde giftpile i alle mulige retninger, siger Kenneth Kristensen Berth.

Ved seneste kommunalvalg fik Dansk Folkeparti 9,4 procent af stemmerne i Tønder Kommune, hvilket var en fremgang på 6,6 procentpoint.

På landsplan har partiet haft medvind i målingerne det seneste knap halve år.

Siden april har Dansk Folkeparti været over ti procent i de ugentlige meningsmålinger fra Voxmeter.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT