Digitalt system skal sikre bedre kontrol af kvælstofudledning
Afsnit om kontrol af kvælstofudledning er indskrevet i den grønne trepart efter kritik fra Statsrevisorerne.
Bedre data skal hjælpe med at styrke kontrollen af, om landbruget lever op til kravene for kvælstofudledning.Sådan lyder det fra minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S), efter at der mandag faldt en politisk aftale på plads om en grøn trepart.
- Vi kommer til at gøre meget mere digitalt, og dermed også få bedre data at kontrollere ud fra. Dertil sørger vi for, at tingene bliver indberettet korrekt, så der er tillid til de data, som vi opererer med. For det er hele forudsætningen for, at vi kommer i mål, siger han.
Statsrevisorerne kom i oktober med en kritik af, at der blandt andet havde været mangelfuld kontrol fra Fødevareministeriet af landbrugets udledning af kvælstof fra gødning.
Ifølge Statsrevisorerne var konsekvensen, at der var risiko for, at et overforbrug af kvælstof ikke blev opdaget.
- Statsrevisorerne kom med en kras kritik, og det tager vi alvorligt. Det er også derfor, at der er et helt afsnit om kontrol, og vi kommer til at arbejde med en kontrolstrategi, som dykker ned i det, lyder det fra Jeppe Bruus.
- For man skal selvfølgelig have vished om, at tingene foregår korrekt. Også når vi nu skal skalere indsatsen voldsomt op.
Bruus nævner, at hovedmotoren for kvælstofreduktioner er arealomlægning, hvor landbrugsmarker omlægges til skov. Og her er der blevet sat en hård deadline til landmændene.
- Det vil sige, at hvis ikke kvælstofreduktionen lykkes inden 2027, så kommer der skærpet regulering, siger ministeren.
Han vil dog endnu ikke løfte sløret for, at hvad skærpet reguleringer betyder. Han nævner, at der skal laves en ny model, men reguleringen bliver "markant højere".
Ifølge aftalen vil reguleringen af landbrugets udledning af kvælstof fra særligt gødning i første omgang ske gennem frivillighed.
Det vides derfor endnu ikke, hvordan det gennem et mere digitalt system vil sikre bedre og mere retvisende data.
/ritzau/