Den danske juiceproducent Bar Djus står til at blive første børsnotering på First North siden 2022.
Danske børsnoteringer er efterhånden en uddøende race, men på det seneste har der været usædvanlig aktivitet på den front.Foderselskabet Biomar blev i sidste uge den første børsnotering i Danmark i mere end tre år, og snart gøres der også plads til juiceproducenten Bar Djus.
Bar Djus, der producerer citrusjuice til barer og restauranter, gennemførte i den forgangne uge et aktieudbud før sin ventede børsdebut den 9. juni.
1515 investorer har ønsket at tegne aktier i selskabet, fremgår det af en børsmeddelelse mandag formiddag.
Knap fire millioner aktier blev udbudt til en kurs på 4,06 kroner.
Der har været en overtegning på 47 procent, hvilket vil sige, at der har været flere købere til aktien, end der er udbudt aktier.
- Overtegningen viser, at investorerne har tillid til vores vækststrategi og forretningsplan, siger selskabets direktør, Daniel Szylit, i børsmeddelelsen.
Bar Djus skal noteres på First North, der er en børs med fokus på mindre virksomheder. Det vil være første børsnotering på First North siden 2022.
De nye investorer har tegnet aktier for knap 24 millioner kroner, hvilket ifølge direktøren skal være med til at drive væksttempoet.
- Vi er stolte og ydmyge over den store interesse, vi har oplevet i tegningsperioden, siger han.
Hos Dansk Industri (DI) kalder man det vand på møllen, at flere danske virksomheder har mod på at blive børsnoteret.
Ifølge Sine Linderstrøm, der er iværksætterchef hos DI, er en børsnotering potentielt afgørende for, at de innovative virksomheder herhjemme for alvor bliver en succes.
Det kræver dog politisk handling for at skabe de bedste mulige vækstvilkår, mener hun.
- En kommende regering bør sætte en klar retning, der gør det mere attraktivt at investere i danske virksomheder, så den teknologi og de arbejdspladser, der skabes i Danmark, også bliver i Danmark.
- Utallige rapporter peger på, at vi mangler investeringer i vores virksomheder i Europa.
- Derfor bør Danmark feje for egen dør og reformere skatten herhjemme. Ligesom aktiesparekontoen skal være mere attraktiv, så flere danskere kommer ind på aktiemarkedet, lyder det.
/ritzau/