Slagterikoncernen Danish Crown regner med, at ny struktur vil føre til effektiviseringer på en halv milliard.
Den danske slagterikoncern Danish Crown vil skifte til en ny organisationsstruktur, der over de næste to til tre år kommer til at reducere antallet af medarbejdere med 800.Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse mandag.
I sin seneste årsrapport fremgik det, at Danish Crown havde godt 23.000 ansatte i hele organisationen.
Et centralt element i den nye model er at skabe en mere enkel organisation med færre ledelseslag, lyder det.
Omstruktureringen vil ramme både ledere og funktionærer.
- Ved at samle funktionerne på koncernniveau kan vi i højere grad udnytte vores størrelse, arbejde mere ensartet på tværs af organisationen og skabe en mere effektiv drift, siger koncernens topchef, Niels Ulrich Duedahl, i meddelelsen.
- I stedet for at gøre tingene forskelligt, alt efter hvilket land man sidder i, skal vi have fælles standarder, fælles systemer og fælles mål.
Slagterikoncernen regner med, at det vil føre til effektiviseringer for 500 millioner kroner de kommende år.
- Vi skal grundlæggende normalisere Danish Crown, så vi ligner andre internationale virksomheder, der laver det, vi gør, siger Niels Ulrich Duedahl videre.
- I dag er vores forretningsenheder i høj grad drevet som selvstændige virksomheder. Det vil vi ændre nu, og derfor knytter vi vores forretninger tættere sammen.
Danish Crown består i dag af otte forskellige forretningsenheder, der ligger i forskellige lande.
Koncernen oplyser, at afskedigelserne vil ske løbende. Det fremgår dog ikke, i hvilke lande afskedigelserne helt konkret kommer til at ske.
Fyringsrunden er ikke den første under Niels Ulrich Duedals ledelse.
Han overtog rollen som topchef i september 2024 og blev hentet ind for at få styr på den nødlidende slagterikoncern, der havde været under pres på grund af et faldende antal slagtegrise i Danmark.
Kort efter ansættelsen blev det annonceret, at en sparerunde ville koste 500 funktionærer jobbet.
- Vores omkostninger er ganske simpelt alt for høje i forhold til vores indtjening, lød det fra den nytiltrådte topchef på daværende tidspunkt.
/ritzau/