Lidegaard om regeringsdannelse: Der er et stykke vej endnu

30. MAJ 2026 • 15:38ERHVERV/POLITIK

De Radikales politiske leder kan godt genkende billedet af, at der fortsat er et stykke vej i forhandlinger.

Martin Lidegaard (R) kom storsmilende gående til fods og sagde ord. Pia Olsen Dyhr (SF) kørte lige så smilende ind gennem porten uden et ord.

Og Lars Løkke Rasmussen (M) var hverken til at se eller høre noget sted bag tonede ruder i ministerbilen.

Sådan var alt, som det plejede, da De Radikale, SF og Moderaterne lørdag lidt efter klokken 15 mødte ind til regeringsforhandlinger på Marienborg for tredje dag i træk.

- Jeg håber da, at vi fortsætter i det gode spor, vi har haft de seneste dage. Og får givet det et nøk til, siger politisk leder Martin Lidegaard (R) til TV 2 News.

To måneder og seks dage er gået siden folketingsvalget 24. marts, og Danmark har endnu ikke fået en ny regering som afløser for SVM-regeringen.

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, sagde tidligere lørdag eftermiddag, at der endnu er "store knaster" i forhandlingerne.

Her har ikke mindst Enhedslisten og Moderaterne svært ved at se ens på emner som nedsat selskabsskat og en afskaffelse af mellemskatten.

- Der er et stykke vej endnu. Det er også min oplevelse, siger Martin Lidegaard.

- Det er også derfor, vi skal herop i dag, siger han.

Planen er formentlig, at Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale skal være i regering med opbakning fra Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

De fire mulige regeringspartier har tilsammen 82 mandater i Folketinget, mens Enhedslisten har 11 mandater.

Hvis de fem partier holder sammen, vil der således ikke kunne være et flertal imod regeringen i Folketinget.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er i gang med sin anden omgang som kongelig undersøger efter valget, hvor Venstre-formand Troels Lund Poulsen også har ledet forhandlingerne i et par uger.

Det lykkedes imidlertid ikke for ham at få opbakning fra Moderaterne til at danne en blå regering med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

Derfor valgte Moderaterne i sidste uge at pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT