KØB ABONNEMENT

Dansk Industri bringer advarsel efter to nye tilfælde af cyberangreb i Danmark

ERHVERV/POLITIK • 2. NOV 2026 • 20:43

To nye cyberangreb mod danske virksomheder får Dansk Industri til at slå alarm.

Yderligere to danske virksomheder har inden for de seneste 24 timer været udsat for et hackerangreb rettet mod køle- og frysesystemer.

Det oplyser Jeppe Engell, der er chefkonsulent og cybersikkerhedsekspert i Dansk Industri, til Ritzau.

Tidligere mandag kom det frem, at en unavngiven dansk fødevareproducent var blevet udsat for forsøg på cyberangreb natten til mandag.

Ifølge Dansk Industri er de to nye tilfælde blevet registreret hos en cateringvirksomhed og en biotekvirksomhed.

Dansk Industri er blevet orienteret om de to tilfælde af myndighederne, men har ikke fået yderligere oplysninger om angrebene.

Det vides derfor ikke, om angrebene er blevet afværget, eller om de har haft konsekvenser for virksomhederne.

De nye informationer har fået Dansk Industri til at udsende en advarsel til organisationens medlemsvirksomheder, der blandt andet arbejder med bioteknologi og beslægtede sektorer.

- Vi har bedt virksomheder, der bruger køle- og fryseteknologi i deres produktioner og til opbevaring af varer, om at være særligt opmærksomme på situationen, siger Jeppe Engell.

Udmeldingen kommer, efter at en række dagligvarebutikker rundt omkring i Europa er blevet angrebet mandag.

De udenlandske supermarkeder har blandt andet berettet om, at temperaturen er blevet indstillet til 50 grader i fryse- og kølesystemer.

Tidligere på dagen lød vurderingen fra Dansk Industri, at flere danske virksomheder kunne være blevet ramt af samme angreb.

Styrelsen for Samfundssikkerhed oplyste videre i en pressemeddelelse, at myndighederne var i færd med at afdække, om danske supermarkeder var blevet påvirket.

Coop og Salling Group har begge afvist over for Ritzau, at de er blevet forsøgt angrebet.

Mandagens angreb har blandt andet ramt fødevarebutikker i Sverige, Irland, Belgien, Estland og Luxembourg.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT