Dansk fregat ankommer til skarp operation i Det Røde Hav

8. FEB 2024 • 16:18ERHVERV/POLITIK

Oprørsbevægelse sender missiler mod internationale handelsskibe, og dansk fregat skal være bodyguard.

Fregatten "Iver Huitfeldt" ankommer torsdag til Det Røde Hav og vil indgå i den internationale koalition mod houthierne, der skyder missiler mod den internationale skibstrafik.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

- Situationen i og omkring Det Røde Hav er fortsat stærkt bekymrende. Houthiernes angreb mod international skibsfart har nu stået på i mere end to måneder, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i meddelelsen.

Fregatten skal lægge sig som et skjold mellem fragtskibene og de missiler, som houthierne sender afsted mod dem. Missionen betragtes som langt farligere for den danske besætning end tidligere piratmissioner.

- Der er tale om en skarp mission, hvor der kan blive behov for at anvende våbenmagt i selvforsvar samt i beskyttelsen af civile skibe, siger forsvarschef Flemming Lentfer i meddelelsen.

Foruden en fregat til den defensive koalition bidrager Danmark med en stabsofficer til den amerikanskledede offensive koalition.

Den bomber udvalgte mål, som tilhører houthi-bevægelsen, der har kæmpet en borgerkrig mod Yemens regering i ti år. Ifølge FN har borgerkrigen kostet 377.000 mennesker livet og fordrevet fire millioner.

Et flertal i Folketinget vedtog tirsdag at indsætte skibet mod houthierne, som sender missiler og droner mod den internationale skibstrafik for at vise støtte til Israel.

Danmark er en af de største søfartsnationer i verden, og eksempelvis rederiet Mærsk sejler i området og er tidligere blevet angrebet.

Derfor har flere skibe nu lagt deres sejlrute om, hvilket ventes at fordyre varerne, de sejler med.

Iran donerer våben til houthierne, som vil fortsætte med at blokere internationale have, så længe Israel angriber Hamas i Gaza. Bevægelsen har svoret gengæld.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT