GOG trodser makedonsk tryk og vinder i Champions League

24. SEP 2025 • 22:28SPORT

Efter en mareridtsstart fik GOG fodfæste og besejrede Eurofarm Pelister på udebane i Nordmakedonien.

Håndboldherrerne fra GOG viste onsdag aften stor modstandsdygtighed.

I et makedonsk inferno kom fynboerne tidligt stort bagud, men svarede igen og slog publikumsfavoritten Eurofarm Pelister 31-28 i Champions League.

Ikke mindst takket være fløjspilleren Frederik Bjerre, som leverede en stor kamp med 13 mål på lige så mange forsøg.

Det udløste to vigtige point for GOG, der kom ind til kampen med to nederlag og nul point i bagagen efter de første to spillerunder.

Fynboerne har nu meldt sig ind i kampen om en af de seks pladser, der sikrer videre færd i den prestigefyldte klubturnering.

Eurofarm Pelister udnyttede i indledningen det enorme tryk, der kom fra de makedonske fans på tilskuerpladserne, og oparbejdede hurtigt en stor føring.

Filip Kuzmanovski og holdkammeraterne stormede gennem det fynske forsvar efter behag og var foran 9-4 efter bare 11 minutter.

Det kunne have slået GOG omkuld, men danskerne bevarede gejsten.

GOG spillede i højt tempo og havde en sikker livline i Bjerre, som var stensikker, når han fik chancen.

Bjerre leverede ni mål på lige så mange forsøg i første halvleg og var den indlysende årsag til, at GOG kæmpede sig til en pausestilling på 14-14.

Det danske hold fornemmede helt sikkert, at der var noget at hente på den ellers svære udebane.

Frederik Bjerre, Oli Mittun, Hjalte Lykke brugte de første minutter af anden halvleg på at bringe GOG foran 17-14, mens Salah Boutaf lukkede af i målet.

Føringen voksede også til fire mål, før Eurofarm Pelister vågnede op. Et par hurtige scoringer tændte på ny op for de energiske fans, som gjorde deres for at hyle GOG-spillerne ud af den.

Med syv minutter igen var fynboernes føring på tre mål, og da Pelisters Nik Henigman blev ramt af en udvisning, blev det for alvor svært.

Lykke scorede et af sine ni mål og bragte GOG på 29-26 med mindre end tre minutter igen. Det kom Pelister ikke tilbage fra.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT