Danmark og Grønland udforsker grønlandsk frihed i udenrigspolitik
Múte B. Egede er træt af at have en dansk ambassadør med, når han forhandler med udlandet.
Rigsfællesskabet i sin nuværende form opleves som en spændetrøje for Grønland, når landet vil forhandle og udvikle samarbejder med udlandet.Fredag har formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, og statsminister Mette Frederiksen (S) drøftet, hvordan den del af samarbejdet kan ændres.
- Det, der fylder mest, er at få mere albuerum i det udenrigspolitiske. Det er noget at det, som vi kigger på.
- Vi er i gang med at udforske i fællesskab, hvordan vi gør det her på en god måde, siger Mette Frederiksen (S).
Statsministeren og den grønlandske regeringschef var fredag samlet til rigsmøde og kontaktudvalgsmøde - for de tre lande i rigsfællesskabet - i Statsministeriet.
Statsministeren giver ingen konkrete bud på, hvordan en løsning kan se ud.
Udenrigspolitikken var et af de emner, som blev drøftet fredag, og det er et område, som både Grønland og Færøerne er meget optaget af.
Formanden for Naalakkersuisut drømmer om at smide den danske overfrakke, når han mødes med andre stats- og regeringschefer.
- Når jeg skal snakke med et andet lands leder, så skal jeg være sammen med en dansk ambassadør.
- Det er de ting, hvor vi ønsker at have vores egen stemme. Det synes jeg, er legitimt, når man gerne vil udbygge sit land ud fra de værdier, man har, siger Múte B. Egede.
Grønland har hjemtaget en række ansvarsområder, men der er fortsat cirka 30 områder, som ligger under Danmark.
Dog er der nogle områder, som Grundloven og Selvstyreloven umiddelbart forhindrer Grønland i at få kontrol over. Det er blandt andet udenrigspolitik, statsborgerskab, statsforvaltning og pengepolitik.
Men det må man se på, mener den grønlandske regeringschef, som har sat skub i bevægelsen mod selvstændighed.
- Det er op til det grønlandske folk at vurdere, hvad det er for en fremtid, og hvad det er for en samarbejdsform, man ønsker, siger Múte B. Egede.
Formanden for Naalakkersuisut siger flere gange på pressemødet, at "status quo er ikke en mulighed". Samtidig kritiserer han den udlægning af sagen, hvor Grønland straks bør kappe alle bånd, hvis landet vil løsrives.
Han vil have gang i en diskussion om Grønlands fremtid.
- Det er sådan en nation bygges op, og det er sådan et land bygges op, siger Múte B. Egede.
Om den kommende amerikanske præsident, Donald Trumps, nylige udmeldinger om, at Grønland skal være under USA's kontrol og ejerskab, lyder svaret:
- Vi vil ikke være danskere. Vi vil ikke være amerikanere. Vi vil være grønlændere.
- Det betyder ikke, at vi kapper alle bånd til Danmark, siger Múte B. Egede.
/ritzau/