Danmark giver Egypten 100 millioner kroner til migrationsindsats

9. SEP 2024 • 17:14ERHVERV/POLITIK

For at styrke Egyptens beredskab mod migrationsstrømme donerer Danmark 100 millioner kroner.

Egyptens geografiske placering gør landet til en nøglespiller i de stigende migrationsstrømme.

I erkendelse af, at landet er hårdt presset på flere fronter, vil Danmark give en økonomisk hjælpende hånd.

Danmark donerer derfor 100 millioner kroner til en styrket migrationsindsats i Egypten.

Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til pressen efter et møde med den egyptiske regering.

- Hvis vi ikke hjælper Egypten med at få styr på tilstrømningen af flygtninge fra eksempelvis Sudan, er det et spørgsmål om tid, før de flygtninge står i Europa, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

På besøget i Kairo har Lars Løkke Rasmussen blandt andet mødt Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi og landets udenrigsminister Badr Abdelatty.

De 100 millioner danske kroner lægges yderligere til en EU-donation på 200 millioner euro, fortæller udenrigsministeren.

Pengene er en del af en styrket dansk involvering i området, der vil blive uddybet i nye regionale migrationsprogrammer for perioden frem til 2029.

Pengene og involveringen skal blandt andet gå til at kapacitetsopbygning af myndighederne inden for migrationskontrol, bekæmpelse af smugling og trafficking.

Konkret bliver det internationale organisationer, blandt andet under FN, der skal stå for indsatsen.

Lars Løkke Rasmussen betoner, at Egypten står i en presset situation.

Suez-kanalen er delvist blokeret af Houthi-bevægelsen, der skyder mod internationale fragtskibe.

Det har ført til, at skibsfarten sendes rundt om Sydafrika igennem den egyptiske kanal med et betragteligt økonomisk tab til følge for Egypten.

Samtidig er landet presset af krigen i Gaza og flygtninge fra sydligere afrikanske lande.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT