Beboere nær omdiskuteret fabrik får tilbudt PFAS-undersøgelse
Regionsråd har vedtaget, at beboere i Kvistgård i Nordsjælland kan blive testet for PFAS-påvirkning.
Beboere i den nordsjællandske by Kvistgård får mulighed for at blive undersøgt for, om de bliver udsat for PFAS fra en skorsten tilhørende virksomheden Accoat.Det har Regionsrådet i Region Hovedstaden vedtaget på et møde tirsdag aften. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Accoats fabrik i Kvistgård laver blandt andet teflonbelægninger og har været i fokus for mulig forurening.
Både ætsende nedfald fra fabrikken samt "teflonfeber" blandt ansatte har været tilbagevendende problemer gennem flere årtier. Det berettede DR tilbage i december.
Historierne var baseret på samtaler med tidligere ansatte.
Nu har Regionsrådet så besluttet at afsætte penge til en PFAS-undersøgelse af udvalgte beboere i Kvistgård.
- Med projektet vil vi undersøge, om PFAS kan optages gennem indånding af røg. Det er et spørgsmål, som vi overordnet gerne vil have besvaret.
- Men det vigtigste er, at borgerne i Kvistgård får svar, og jeg forstår godt deres bekymringer, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i pressemeddelelsen.
Det er Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, der står for at lave undersøgelsen.
De personer, der inviteres til denne, udvælges repræsentativt i forhold til alder og køn. Det forklarer Sandra Søgaard Tøttenborg, der er miljømedicinsk forskningsleder på afdelingen.
- Det er ikke nødvendigt at teste alle borgere i Kvistgård for at kunne konkludere noget.
- Vores opgave er at sikre, at resultaterne fra den repræsentativt udvalgte gruppe kan overføres til de borgere fra Kvistgård, som ikke har deltaget i undersøgelsen, siger hun i pressemeddelelsen.
I undersøgelsen skal der analyseres blodprøver fra 50 voksne beboere inden for 300 meters radius af fabrikken samt 50 voksne beboere i en radius af 300 til 600 meter. De prøver skal sammenlignes med prøver fra 50 personer i en referencegruppe fra en eksisterende forskningsbiobank.
Desuden skal der tages blodprøver fra 50 nuværende ansatte hos Accoat.
Afstanden til fabrikken er afgørende, fordi undersøgelsen også skal afklare, om PFAS-eksponering falder, jo længere væk man kommer fra skorstenen, lyder det.
Der afsættes samlet 634.000 kroner til projektet.
6. december oplyste Accoat ifølge DR, at virksomheden lukker hele fabrikken i Kvistgård inden for et år.
/ritzau/