Nikolaj Jacobsen udtager tre debutanter til landsholdet
Mathias Gidsel skal ikke deltage i de kommende landskampe, hvor der er blevet plads til tre debutanter.
Mens nogle af de største profiler på det danske herrelandshold i håndbold får en pause, er der blevet plads til flere helt nye navne til de kommende kampe mod Norge og Sverige i maj.Det fremgår af den trup, landstræner Nikolaj Jacobsen udtog tirsdag. Rutinerede spillere som Mathias Gidsel, Lasse Andersson og Magnus Saugstrup får en pause.
Til gengæld er fløjspillerne Martin Bisgaard fra Fredericia HK, Tobias Nielsen fra TMS Ringsted samt bagspilleren Marcus Midtgaard fra Mors-Thy Håndbold alle nye på landsholdet.
- Samlingen skal bruges til at se de enkelte spillere an. Med mange nye i truppen handler det om at se, hvordan spillerne fungerer individuelt i forskellige sammenhænge.
- Vi glæder os til at se nogle nye kræfter, samt hvordan dem, som ligger på kanten af truppen, klarer opgaven. Nu får de muligheden for at spille sig lidt tættere på holdet, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse.
- Og så glæder vi os også til at vise os frem i Royal Arena. Det er altid sjovt at få lov til at spille der, lyder det fra den danske landstræner.
Håndboldherrerne samles fra 5. til 11. maj og spiller først ude mod Norge 7. maj og fire dage senere mod Sverige i Royal Arena i København. Begge opgør er en del af EHF Euro Cup.
/ritzau/