Læsøs borgmester siger stop ved kommunalvalget i november
Borgmester Tobias Birch Johansen (V) genopstiller ikke til kommunalbestyrelsen i Læsø Kommune senere i år.
Danmarks mindste kommune skal have ny borgmester efter kommunalvalget 18. november.Læsø Kommunes borgmester, Tobias Birch Johansen (V), meddeler på Facebook, at han ikke genopstiller til kommunalbestyrelsen ved valget.
- Alting har en ende, og det har min tid i politik også.
- Derfor afleverer jeg et stærkt Læsø til et nyt hold efter valget i november. Det har været spændende, og jeg har ikke fortrudt et sekund af det, skriver han.
45-årige Tobias Birch Johansen har siddet i byrådet i snart 12 år.
I 2013 blev han valgt som borgmester for Læsø Listen, men året efter skiftede han til Venstre.
Ved kommunalvalget i 2017 måtte han aflevere borgmesterposten til Karsten Nielsen, som blev Dansk Folkepartis første borgmester. Karsten Nielsen skiftede senere til netop Venstre.
Ved det seneste kommunalvalg i 2021 lykkedes det igen for Tobias Birch Johansen at blive borgmester i kommunen, der har under 1800 indbyggere.
I januar i år udtrykte han sig kritisk over for statens beslutning om en naturnationalpark på Læsø, fordi det vil betyde, at en stor del af øen vil blive indhegnet.
- Jeg har ikke noget imod naturnationalparker som sådan. Jeg har bare noget imod dem, når man lever i et i forvejen afgrænset område.
- Vi får begrænset vores bevægelighed på øen, fordi en tredjedel af vores areal nu skal være bag et stort hegn, sagde han til Altinget.
Omkring en fjerdedel af borgmestrene i Danmarks 98 kommuner er enten allerede stoppet eller har meddelt, at de stopper ved kommunalvalget.
/ritzau/