Ved pressemøde onsdag taler statsledere om strategisk partnerskab og en multipolær verdensorden.
Over 20 dokumenter om kinesisk og russisk samarbejde er blevet underskrevet i forbindelse med den russiske præsident Vladimir Putins besøg i Kina.Det skriver det statsejede russiske nyhedsbureau Tass onsdag.
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, siger, at Kina og Rusland har nået det "højeste niveau af strategisk partnerskab".
Både Putin og Xi kommer med udtalelser til medierne, men tager ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke imod spørgsmål ved et pressemøde.
Samarbejdsaftalerne omhandler blandt andet handel, teknologi og forskning, skriver BBC.
En aftale om "fremkomsten af en multipolær verden" er ifølge Tass også blevet underskrevet.
I en multipolær verdensorden er der flere stormagter. Det står i modsætning til for eksempel en bipolær verdensorden med kun to stormagter som under Den Kolde Krig med USA og Sovjetunionen - eller en unipolær verdensorden med blot én stormagt.
Putins kinesiske besøg blev officielt meldt ud, få timer efter at USA's præsident, Donald Trump, havde afsluttet sin tur til Kina sidste uge.
Xi og Putin har ifølge Reuters mødtes over 40 gange gennem årene.
I februar 2022 underskrev Rusland og Kina en strategisk partnerskabsaftale "uden grænser". Det var kun tre uger før den russiske invasion af Ukraine.
Rusland er i høj grad afhængig af Kina.
Kina er det land i verden, der køber flest fossile brændstoffer af Rusland, og er den mest afgørende økonomiske samarbejdspartner for den russiske regering.
/ritzau/