Amerikansk centralbank sænker renten med kvart procentpoint

7. NOV 2024 • 20:39ERHVERV/POLITIK

For anden gang på to måneder sætter centralbanken renten ned i USA efter fire år uden rentenedsættelser.

Den amerikanske centralbank (Fed) sænker den ledende rente med 0,25 procentpoint.

Det fremgår af en udtalelse på bankens hjemmeside.

Renten er blevet sænket til et spænd mellem 4,5 og 4,75 procent. Spændet var tidligere på 4,75 til 5 procent.

Dermed følger centralbanken op på en rentenedsættelse for halvanden måned siden.

I september valgte Fed for første gang siden marts 2020 at sænke den amerikanske rente. Dengang med 0,5 procentpoint.

Dermed er renten sammenlagt sænket med 0,75 procentpoint inden for kort tid.

Tirsdagens valg af Donald Trump som USA's kommende præsident ventes at få stor indflydelse på landets økonomi, og der var spekuleret i, om det allerede kunne få indflydelse på torsdagens rentemelding.

Centralbanken valgte dog at holde fast i den forventede rentenedsættelse.

Valget af Trump har skabt usikkerhed om, hvad der sker fremadrettet med renten i USA, mener chefanalytikerne i flere danske banker.

Trumps økonomiske politik kan genantænde inflationen, hvortil renteforhøjelser er den bedste medicin.

Chefanalytiker i Danske Bank Frederik Romedahl forventer dog fortsat endnu en rentenedsættelse i december og yderligere fem i 2025.

- Men får vi et større skifte i den økonomiske politik næste år, så vil der med stor sandsynlighed komme færre rentenedsættelser. Og det kan - især for de lange lån - også betyde højere renter herhjemme, skriver Romedahl i en kommentar.

Fed-chef Jerome Powell kan i øvrigt med stor sandsynlighed sidde trygt i sin stol frem til 2026. En af Trumps seniorrådgiver oplyser torsdag til CNN, at Powell får lov til at sidde sin periode ud.

Det var Trump selv, der i 2018 udpegede Powell som chef for centralbanken, mens den siddende præsident, Joe Biden, i 2022 forlængede ham med yderligere fire år.

Den amerikanske centralbanks fulde navn er The Federal Reserve. Den blev skabt i 1913 efter en række krak og kriser i det amerikanske banksystem.

Centralbanken har til opgave at fastlægge en pengepolitik, så økonomien er afbalanceret, og beskæftigelsen er så høj som muligt, samtidig med at priserne udvikler sig stabilt.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT