Landbrugsformand kritiserer læk fra trepart: Forhaler forhandlinger

6. NOV 2024 • 15:58ERHVERV/POLITIK

Landbrug & Fødevarer vil ikke stå på mål for hvad som helst i politisk aftale om grøn trepart, siger formand.

Landbrugets førstemand, formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard, kritiserer, at der undervejs i de højspændte forhandlinger om den grønne trepart, er blevet lækket oplysninger til pressen.

I sin beretning på interesseorganisationens årlige delegeretmøde i Herning siger han, at det har "forhalet forhandlingerne".

- Det er dybt frustrerende at se på, fordi vi i landbruget står og stamper i boksen som en flok galopheste, der venter på at komme ud over stepperne, siger Søren Søndergaard, der også hentyder til, at der er gået "politisk teater" i forhandlingerne.

Landbrug & Fødevarer er en af de centrale aktører, der sammen med regeringen indgik en aftale om en grøn trepart i juni.

Aftalen mangler dog fortsat at blive vedtaget i Folketinget, hvor forhandlingerne lige nu er gået i stå.

Oppositionspartier mener, at regeringen foreløbig ikke har lagt tilstrækkeligt på bordet i forhold til landbrugets nedbringelse af kvælstof, der skal være med til at sikre et sundere vandmiljø.

Et lækket notat fra forhandlingerne har eksempelvis vist, at kvælstofreduktionen i 2027 vil være lavere med den grønne trepart, end hvad der blev aftalt i landbrugsaftalen fra 2021.

Søren Søndergaard siger, at det var Landbrug & Fødevarers "klare forventning", at en politisk aftale ville være indgået nu.

Interesseorganisationen står fortsat "fuldt og helt på mål" for aftalen, der blev indgået i sommer.

- Men vi står selvfølgelig ikke på mål for hvad som helst, Folketinget kan forhandle sig frem til. I landbruget har vi ikke for vane at udskrive en blankocheck - og det gør vi heller ikke her.

- Men jeg er fortrøstningsfuld, i forhold til at der nok skal komme en aftale, som vi kan se os selv i, siger Søren Søndergaard i sin tale.

Den største bekymring for Søren Søndergaard og hans medlemmer er hastigheden, betoner han.

Det skyldes dels hensynet til, at det haster med at få gjort godt for klima, miljø og biodiversitet.

Men det skyldes i høj grad også, at landbrugene skal vide, hvilke investeringer de skal foretage i deres gårde, og at trepartsaftalen rummer deadlines, som landbruget har forpligtet sig til at nå.

Han adresserer også "en af de knaster", der har fyldt meget i forhandlingerne: Vandmiljøet.

- Problemet er, at udfordringerne med kvælstof, fosfor, spildevand og så videre er så ujævnt fordelt, siger landbrugsformanden.

Derfor er "kravene" til nogle områder i landet "ekstremt urealistiske".

Videre henviser han til, at der i treparten fra sommer står, at vandmiljøet nogle steder også er afhængig af kvælstofreduktioner i nabolande, og at regeringen derfor skal have "skærpet fokus" på at sikre, at de også leverer deres del.

I trepartsforhandlingerne er tre scenarier for landbrugets reduktion af kvælstof udarbejdet af Finansministeriet i spil.

Scenarierne spænder fra, at der skal reduceres 12.900 ton kvælstof om året til 14.100 ton om året.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT