Afgørelse om ulovlige energiprisaftaler står ved magt

20. NOV 2024 • 11:53ERHVERV/POLITIK

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet afgørelse om otte energiværkers ulovlig prissætning ved elprisauktioner.

Det var i strid med konkurrencereglerne, da en række kraftvarmeværker koordinerede deres bud på elprisauktioner og på den måde opnåede højere priser, end de ellers ville have fået.

Det er Konkurrenceankenævnet nået frem til et års tid efter, at Konkurrencerådet nåede frem til samme konklusion i sagen.

- Virksomheder, der er konkurrenter, må ikke indgå konkurrencebegrænsende aftaler. Værkerne i denne sag har indgået en aftale om at koordinere deres prissætning ved auktioner om reservekapacitet, konkluderer vicedirektør Tine Rønde fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Otte kraftværker, som stiller kapacitet til rådighed for elsystemet, indgik en aftale med selskabet Effekthandel om, at selskabet skulle stå for prissætningen ved auktionerne.

Indtjeningen ved auktionerne blev efterfølgende delt mellem værkerne, uanset om de vandt auktionen eller ej.

Overtrædelsen af reglerne fandt ifølge den oprindelige afgørelse sted fra september 2019 til i hvert fald august 2022.

Ifølge Energinets beregninger fik kartellet i 2020 priserne til at stige til 68 kroner per megawatt, hvor prisen normalt lå omkring 5 kroner per megawatt.

Det har betydet ekstraudgifter på 22 millioner kroner for Energinet alene i 2020.

I alt er 49 værker omfattet af sagskomplekset. 41 andre værker har anket Konkurrencerådets afgørelse til Sø- og Handelsretten.

Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme undrede sig i sin tid over Konkurrenceankenævnets afgørelse.

- De har spurgt myndighederne om, hvorvidt den her model var okay. Det har de ikke fået grønt lys for, men de har heller ikke fået at vide, at det måtte de ikke, lød det dengang fra Rune Birk Nielsen, der er presse- og kommunikationschef.

Alle de pågældende kraftvarmeværker skal hvile i sig selv og er typisk ejet af kunderne i fællesskab. Derfor er der ingen, der har haft personlig vinding af de forhøjede priser.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT