Aalborgs borgmester vil give ubegrænset ret til barns sygedage

20. MAR 2025 • 16:59ERHVERV/POLITIK

Bestyrelsen i Kommunernes Landsforening vil drøfte ubegrænset ret til barns sygedage efter opfordring.

Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (S), mener, at kommunerne bør indføre ubegrænset ret til at holde barns sygedage for medarbejderne.

- Og det med fuld løn, uanset om det er to, fire eller syv dage, siger borgmesteren torsdag fra talerstolen på Kommunalpolitisk Topmøde, hvor 1500 kommunale topfolk er samlet i Aalborg.

På vegne af Aalborg Byråd opfordrer han Kommunernes Landsforening (KL) til at drøfte forslaget om ubegrænset ret til barns sygedage og "sætte det på den nationale dagsorden".

- Desværre oplever mange børnefamilier i dag problemer med at få hverdagen til at hænge sammen. Det presser forældrene og vores børn og unge. Jeg er selv far til tre og kender til det derhjemmefra.

- I Aalborg Byråd mener vi, at kommunerne som store arbejdspladser og centrale samfundsaktører bør gøre, hvad vi kan, for at lette presset og øge trivslen til gavn for vores børn og hele samfundet, siger Lasse Frimand Jensen.

Et flertal i Aalborg Byråd besluttede sidste år at indføre et forsøg med ubegrænset frihed ved børns sygdom i kommunen.

Men byrådet måtte droppe planerne, fordi Kommunernes Landsforening sagde nej. Kommunernes organisationen mener, at det er et spørgsmål, som hører hjemme ved overenskomstforhandlinger.

Lasse Frimand Jensen opfordrer nu KL's bestyrelse til at drøfte spørgsmålet. Og han henviser til, at flere private virksomheder har indført retten for deres medarbejdere.

Det gælder eksempelvis energikoncernen Norlys, som har hovedsæde i Aalborg, og Aalborg Kongres og Kultur Center.

- Erfaringerne fra det private erhvervsliv viser, at det kan øge trivslen og være med til at skabe motiverede medarbejdere. Samtidig kan vi se, at det ikke er en stor økonomisk belastning for de virksomheder, som har indført det, siger han.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (S), svarede fra talerstolen, at han vil tage forslaget med og drøfte i KL's bestyrelse.

- Nogle af tingene inden for familiepolitik er politik, mens andre ting hører inde under overenskomsterne, fordi det er reguleret den vej. Men vi vil tage det op og drøfte det, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT