Aaja Chemnitz er begejstret for Mette Frederiksens tur til Grønland

1. APR 2025 • 15:20ERHVERV/POLITIK

Grønlands politikere er uenige om statsministerens besøg. Aaja Chemnitz er glad og ser bort fra formaliteter.

Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra partiet IA er glad for, at statsminister Mette Frederiksen nu rejser til Grønland.

Hun er dermed uenig med Vivian Motzfeldt, der står til at blive Grønlands nye minister for udenrigsanliggender.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at Mette Frederiksen kommer i morgen og viser sin interesse for Grønland, for det er det, vi har efterspurgt, siger Aaja Chemnitz.

Søndag meldte statsminister Mette Frederiksen, at hun vil tage til Grønland fra den 2. til den 4. april.

Det er vigtigt for statsministeren, at besøget falder hurtigt efter valget, understreger hun.

Men det sker tilsyneladende for hurtigt for Vivian Motzfeldt, der ventes at fortsætte som minister for udenrigsanliggender i Grønland for partiet Siumut.

Hun udsendte mandag en pressemeddelelse, hvori hun kritiserede Mette Frederiksens besøg for at være utidigt, da den nye grønlandske regering endnu ikke officielt er godkendt af parlamentet.

I et interview med Ritzau udtrykte hun, at det handlede om "ligeværd og respekt".

- En statsleder kommer på besøg for at mødes med sin ligepart, og der er ikke en officiel ny regering endnu, sagde hun.

Motzfeldt påpeger, at det stadig er Múte B. Egede, der er fungerende regeringschef i Grønland.

Ritzau har siden forsøgt at få interview med Múte B. Egede, der dog har afvist at udtale sig om emnet til Ritzaus udsendte reporter.

Aaja Chemnitz, der er fra samme parti som Múte B. Egede, vil dog ikke hænge sig i det valgtekniske forløb om den endelige godkendelse af regeringen.

- Jeg tror godt, man kan se forbi formaliteterne. Vi ved godt, at det først er mandag, at Naalakkersuisut bliver samlet. Men vi har brug for, at vi handler, og at der er en dialog. Derfor er det positivt, at Mette Frederiksen kommer, siger hun.

Det grønlandske parti Atassut har ligesom Siumut erklæret sig kritisk over for besøget, mens den kommende regeringsleder Jens Frederik Nielsen fra Demokraatit glæder sig og vil fastholde besøget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT