Skole får bekymringsbrev fra staten

NYHED | ABONNENT | 11. JAN 2024 • 19:00
NYHED | ABONNENT
11. JAN 2024 • 19:00

Hans Rømer Skolen i Aakirkeby har fået en løftet pegefinger fra Undervisningsministeriet. Men der er en god forklaring, siger skoleleder.

Hans Rømer Skolen i Aakirkeby har modtaget en løftet pegefinger fra Undervisningsministeriet i København.

Det fortæller TV2 Bornholm.

Hans Rømer Skolen modtog den 16. december et brev fra Undervisningsministeriet og Styrelsen for undervisning og kvalitet, fordi karaktergennemsnittet for 9. klasse sidste skoleår lå på 5,8 – og det er grænsen for bekymrende kvalitet. I brevet skriver Styrelsen ifølge TV2 Bornholm, at Hans Rømer Skolen bliver orienteret 'for at undgå vedvarende bekymrende kvalitet'.

Advarslen i sig selv kom bag på skolelederen, som aldrig har set sådan et brev før, men kigger man på forholdene bag det bekymrende karaktergennemsnit, er sagen en helt anden. Det siger Pernille Rigstad, skoleleder på Hans Rømer Skolen, til Tidende.

– Det er da træls at få sådan et brev, men vi har jo vidst det siden i sommer, og jeg tror, vi taler om et enkeltstående tilfælde, siger hun.

Alligevel giver sådan et brev i sagens natur anledning til selvransagelse.

– Leverer vi et dårligt skoleresultat, nej det gør vi ikke. Vi ligger generelt fornuftigt, både på trivsel og faglige resultater. Jeg tænker selvfølgelig over, om der er noget, vi kan skrue på, men jeg synes vi ligger, som vi skal, så jeg har ro i maven, siger Pernille Rigstad.

Vi kigger på baggrunden

Karakterne står alene, når eleven får sit afgangsbevis, men det er faktisk ikke de samme karakterer, skolerne måler sig selv på internt.

– Vi korrigerer karaktererne op mod en række socioøkonomiske parametre. Det kan være eleverens baggrund, forældrenes uddannelsesbaggrund, er de skilte, er der anden sproglig baggrund. Det bliver plottet ind i et system, som alle kan tilgå på uddannelsesstatistik.dk, siger Pernille Rigstad.

Her optræder karaktererne dels rent, dels korrigeret for de socioøkonomiske faktorer, og når Pernille Rigstad ser på afgangsholdet fra sidste år, er der ikke noget der overrasker. Dog vil hun ikke ind på, om det er fravær eller andet, der ligger til grund for det lave gennemsnit.

– Det er et forholdsvis lille statistisk materiale, vi taler om, så jeg kan ikke komme nærmere ind på de konkrete årsager. Vi glæder os altid, når en årgang dimitterer. De gjorde det, og det gjorde vi også i sommers, siger Pernille Rigstad.

Hans Rømer Skolen holder Åbent Hus for nye børnehaveklassebørn tirsdag den 16. januar klokken 16-17.

Hvad betyder det?

Karakteren 7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler (svarer til 8 og 9 på den gamle 13-skala)

Karakteren 4 gives for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler (svarer til 7 på den gamle skala)

02 gives for den tilstrækkelige karakter, mens 00 er dumpekarakter.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT