I weekenden blev sæsonen for gymnastikopvisninger skudt i gang i flere lokale foreninger som optakt til den store DGI Bornholm forårsopvisning den 25.-26. marts. Både i Poulsker lørdag og i Klemensker søndag var flere hundrede gymnaster, trænere og tilskuere mødt op for at se dans, leg og spring og i alle aldre.
– Jeg forventer højt humør, god musik og en god opvisning, siger Tommy Andersen, formand for Klemensker Gymnastik, kort før indmarch søndag.
I alt 225 gymnaster fordelt over syv hold skal på gulvet i Klemensker, og da der gerne følger et hold forældre og bedsteforældre med hver gymnast, vurderer Tommy Andersen, at det samlede antal mennesker ender på omkring 500.
Foruden de lokale børnehold og folkedanserne fra Klemensker, så kigger også to DGI-hold forbi, ligesom Bornholms Frie Idrætsskole fra Nyker i år for første gang også deltager. Og de udgør faktisk det største hold med 50 gymnaster, skarpt efterfulgt af DGI's hold for 10-13-årige og Klemenskers eget børnehold Delfinerne med henholdsvis 46 og 40 gymnaster.