Pengegave til børnecafé i Aakirkeby

NOTITS | 13. JAN 2025 • 08:29
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
13. JAN 2025 • 08:29

Kirkens Korshær modtager penge fra Tryghedsgruppen.

Godt 10 millioner kroner er netop blevet uddelt af Tryghedsgruppens regionale råd i Region Hovedstaden til tryghedsskabende projekter og aktiviteter. Det kommer blandt andet Kirkens Korshærs børnecafé i Aakirkeby til gode.

Børnecafeen er et tilbud til børnefamilier og unge, der på forskellige måder kan have udfordringer i livet. Den tilbyder en række fællesskaber, hvor man snakker og hygger, hvor der er plads til leg og kreative udfoldelser og tid til nærvær og omsorg. Der er tilknyttet to medarbejdere, som tilbyder støtte og samtaler samt forskellige fællesskabende aktiviteter for familierne.

Det arbejde matcher Trygfonden princip om, at børn og unge skal udfolde deres potentiale, og derfor modtager børnecafeen 252.200 kroner.

Tryghedsgruppens regionale råd donerer også 60.000 kroner til Ungdommens Røde Kors’ solskinslejr for børn i hovedstaden og Bornholm.

Tryghedsgruppens regionale råd i Region Hovedstaden består af 21 demokratisk valgte medlemme, som blandt andet har indflydelse på de midler, Trygfonden hvert år uddeler til landsdækkende og regionale projekter. Næste frist for ansøgning om midler hos Tryghedsgruppens regionale råd i Region Hovedstaden er den 1. marts.

FÅ ABONNEMENT