Hasle Havn har de seneste 30-40 år udviklet sig fra at være en fiskeri- og industrihavn til at være et rekreativt område, hvor hasleboerne kan hygge sig i deres fritid. Hasle og Omegns Byting kunne dog godt tænke sig, at der kom endnu flere aktiviteter på havnen, og derfor blev Havnens Dag afholdt lørdag.
– Jeg tænker, at Havnens Dag kan være med til at give en appetitvækker på, hvad havnen også kan bruges til. Og så håber jeg, at vi kan få udviklet mere hernede, siger Frank Sielsted, som er tovholder på arrangementet.
Til Havnens Dag kunne gæsterne prøvesejle kajak og paddleboard, og Hasle Sejlklub lavede en opvisning med optimistjoller. Og det er noget af det, som bytinget håber, der kan komme meget mere af i havnen fremover.
– Havnen har jo tidligere været en fiskerihavn, men efter fiskeriet er forsvundet, er det måske mere en død havn. Det synes vi jo er ærgerligt, når vi har et så lækkert område hernede. Der er så mange udviklingsmuligheder og potentiale, for vi har den fedeste lille strand omme bagved, og vi har nogle bygninger, som virkelig kan udvikles til alt muligt, siger Frank Sielsted.